Florian Kohfeldt er stolt af, at Bremen overlevede dommedagsprofetierne, men er usikker på sin egen fremtid.

Til stor lettelse for trænere, spillere, fans og ledelsen i Werder Bremen overlevede klubben mandag aften i Bundesligaen og bevarer status som det hold, der har spillet flest sæsoner i rækken gennem tiden.

Bremen-træner Florian Kohfeldt er stolt af overlevelsen, efter at omverdenen gentagne gange i sæsonen dømte den underpræsterende nordtyske klub for færdige på højeste niveau.

Det siger træneren efter mandagens afgørende playoffkamp ude mod FC Heidenheim, hvor Bremen med 2-2 sikrede endnu en sæson i Bundesligaen på reglen om udebanemål, da det første opgør endte 0-0.

- Jeg er meget glad for, at vi klarede det efter den sæson, vi har været igennem. Vi er blevet erklæret døde så mange gange, men hver gang er vi kommet tilbage.

- Overlevelsen tager et stort pres af hele holdet. Al kritik, vi har modtaget gennem sæsonen, har været berettiget, men jeg tager hatten af for drengene, siger Florian Kohfeldt ifølge AFP.

Hans hold var blandt andet under stort pres før den sidste spillerunde af Bundesligaen. Her lå holdet til direkte nedrykning, men fik den nødvendige hjælp til at kravle op på playoffpladsen.

Anfører Davy Klaassen understreger også, at det mentalt har været en meget hård sæson for klubben, der i midten af 00'erne både blev tysk mester og var i top-3 fem år i træk.

- Det har været meget hårdt, ikke bare i dag (mandag, red.), men gennem hele sæsonen har vi kæmpet med det. Derfor er lettelsen stor lige nu, siger Davy Klaassen ifølge dpa.

Den sløje sæson kan få betydning for træner Florian Kohfeldts fremtid. Han har været cheftræner siden november 2017, og selv om den nu afsluttede sæson foregik i den kedelige ende af Bundesligaen, undgik han en fyreseddel.

Spørgsmålet er, om han får mulighed for at fuldføre sin kontrakt, der løber til 2023.

- I løbet af de næste par dage sætter vi os ned og diskuterer, hvad der bedst for Bremen, siger træneren.

Det samlede nederlag på reglen om udebanemål er en bitter pille at sluge for Heidenheim. Det siger angriberen Tim Kleindienst ifølge dpa.

- Det er naturligvis ekstremt bittert. Vi kom tilbage i kampen to gange, men til sidst løb tiden fra os.

- Vi har spillet en fantastisk sæson, og det kan vi være stolte af, siger Heidenheim-angriberen, der scorede begge hjemmeholdets mål mandag aften.

Heidenheim-træner Frank Smith skal bruge lidt tid på at sunde sig.

- Vi tabte ikke nogen af kampene mod Bremen, men vi føler os som tabere. Det er brutalt, og vi har brug for de næste par dage til at komme over det, siger træneren ifølge AFP.

/ritzau/