Roma måtte slide hårdt for avancementet mod et stærkt Shakhtar Donetsk-hold, men vandt på Edin Dzekos scoring.

Rom. For første gang i ti år er den italienske storklub AS Roma blandt de otte sidste hold i fodboldens Champions League.

Romerne vandt tirsdag aften foran eget publikum med 1-0 over ukrainske Shakhtar Donetsk og går dermed videre på reglen om udebanemål efter et 1-2-nederlag i den første kamp.

Edin Dzeko stod for den afgørende scoring, der faldt syv minutter inde i anden halvleg.

Dermed lykkedes det træner Eusebio Di Francesco og hans tropper at løse den vanskelige opgave mod et Shakhtar Donetsk-mandskab, der har imponeret i denne sæsons Champions League.

Det stod da også hurtigt klart, at ukrainerne ikke var kommet til den italienske hovedstad med mindreværdskomplekser.

De boldsikre gæster havde et mindre spilovertag før pausen, hvor det i store træk lykkedes at neutralisere kampen.

Målchancerne var både få og små, så det var ikke underligt, at der var vild jubel på Stadio Olimpico, da det lykkedes romerne at bringe sig foran kort efter sidebyttet.

Kevin Strootman udmanøvrerede gæsternes høje bagkæde med en dyb stikning, der sendte Edin Dzeko alene med Shakhtar-målmand Andriy Pyatov.

Den bosniske angriber udnyttede sikkert den store chance ved at støde bolden mellem benene på den fremstormende keeper, og så var det pludselig Roma, der havde et ben i kvartfinalen.

Helt som forventet blev kampen mere åben efter scoringen, for Shakhtar var nu tvunget frem på banen.

På et kontrastød stoppede gæsternes Ivan Ordets en fri Edin Dzeko med et trøjeriv, og så måtte den ukrainske stopper forlade banen med et rødt kort.

De frustrerede gæster var heldige med at slippe for flere udvisninger få minutter senere.

To Shakhtar-spillere forløb sig og skubbede en bolddreng ud over bandereklamerne - tilsyneladende fordi de mente, han var for sløv til at sætte bolden i spil.

Dommeren nøjedes dog med at give Facundo Ferreyra det gule kort, mens publikum hylede og skreg i protest.

Trods en mand i overtal trak Roma sig langt tilbage i slutfasen og gav tilskuerne nogle nervøse minutter.

Men de udmattede italienere bjærgede den spinkle føring i land og indløste billetten til kvartfinalen.

/ritzau/