Trods colombianske protester mod kontroversielt 1-1-mål, vandt Brasilien dramatisk opgør 2-1.

Copa Americas forsvarende mesterhold, Brasilien, har med en sejr over Colombia sikret sig en topplacering i turneringens gruppe B.

Det skete med en snæver 2-1-sejr over Colombia natten til torsdag dansk tid i en kamp præget af en kontroversiel kendelse og oceaner af tillægstid.

Colombia holdt længe fast i en 1-0-føring, som Luis Diaz skaffede holdet med en spektakulær blanding af en flugter og et saksespark i kampens 10. minut.

Målet gjorde samtidig en ende på Brasiliens stime på seks kampe i træk uden mål imod sig.

Brasilien har scoret flest mål og haft flest skud på mål af alle hold indtil videre i dette års Copa America.

Men brasilianerne kæmpede med at skabe chancer i løbet af de første 45 minutter.

I det 78. minut lykkedes det dog endelig Brasilien at nedbryde Colombias forsvar.

Her scorede indskiftede Roberto Firmino på hovedstød efter et indlæg fra venstre side.

Målet blev efterfulgt af store protester, da bolden ramte kampens dommer, Néstor Pitana, i opspillet.

De colombianske spillere forsøgte længe at overbevise Pitana om, at der skulle have været dommerkast. Men protesterne var forgæves, og målet fik lov at stå.

Efter de langvarige protester valgte dommeren at lægge ti minutters tillægstid til den ordinære spilletid.

Og i kampens 100. minut dukkede brasilianske Casemiro op efter et hjørnespark og gjorde det til slutresultatet 2-1.

Brasilien er allerede klar til kvartfinalerne i turneringen, hvor tre andre mandskaber fra gruppe B følger med. Her kæmper Colombia, Ecuador, Peru og Venezuela om at komme videre.

/ritzau/dpa