Rio de Janeiro. Brasilien jagter det sjette verdensmesterskab i fodbold, når det går løs ved VM i Rusland i midten af juni.

Det står dog allerede klart, at Brasilien ikke får Paris Saint-Germain-spilleren Dani Alves med til VM.

Den højt profilerede back er således definitivt ude af Brasiliens VM-trup, meddeler Brasiliens Fodboldforbund (CBF) fredag ifølge flere nyhedsbureauer.

»Alle muligheder for, at han kommer sig, er opbrugt. Det bliver umuligt at udtage Daniel Alves til VM,« oplyser CBF i en udtalelse.

35-årige Dani Alves blev skadet, da PSG forleden vandt den franske pokalturnering med en sejr over Les Herbiers fra den tredjebedste række i Frankrig.

Højrebacken beskadigede sit forreste korsbånd i det højre knæ i pokalfinalen, og ifølge AP skal Dani Alves opereres, hvilket gør det umuligt at blive klar til VM.

PSG-spilleren er noteret for 107 landskampe, og han har deltaget i de seneste to VM-slutrunder med Brasilien.

Oplagte valg som erstatning for Alves er Danilo fra Manchester City, Corinthians-spilleren Fagner og Bayern Münchens Rafinha.

Brasilien spiller sin første kamp ved VM 17. juni, hvor modstanderen er Schweiz.

/ritzau/