Romario scorede mål på samlebånd på fodboldbanen. Og det ser også ud til, at han har heldet med sig uden for banen.

For den 53-årige brasilianske fodboldlegende har igen fundet kærligheden. Denne gang er han fundet sammen med den 22-årige landsmand Ana Karoline Nazario, fortæller det brasilianske medie O Globo.

Og de to deler da også flere billeder på de sociale medier, som du kan se i bunden af artiklen.

'Kærlighed. Intet i livet sker ved en tilfældighed. Der er altid en grund. Folk kommer ind i vores liv, og du lærte mig at elske. Kun jeg ved, hvad jeg føler for dig – en blanding af kærlighed og stolthed,' skriver Ana Karoline Nazario på et opslag fra Romario.

Romario var en stor fodboldhelt for mange, da han bombede mål ind for Barcelona i midten af 90'erne og for det brasilianske fodboldlandshold. Siden har han fået en karriere i politik.

Men han har også holdt sig til i medierne. Her har han blandt andet været meget ærlig om, hvordan han har nydt selskabet af kvinder undervejs i sin karriere.

»Jeg havde kvinder på mit værelse i landsholdets træningslejr. Da Brasilien spillede mod Uruguay i 1993, smuttede jeg fra hotellet til et motel.

Det samme skete under Copa America i Bolivia og under VM i 1994. Før de tre første kampe,« har Romario fortalt til O Globo i 2008.

Nu har han dog fundet en kæreste, og det er altså den studerende Ana Karoline Nazario, som angiveligt kommer fra Florianopolis.

Men Romario har da også brugt sin tid som stjerne på at hygge sig.

»Sandheden er, at det er let at få kvinder. Nogle kan godt lide gruppesex. Vi spillere er vant til at lave ting sammen, og nogle gange ender det med gruppesex,« har Romario fortalt.

Det stoppper han nok med nu, når han er kommet i et fast forhold.