Yussuf Poulsen forklarer farlighed med mere teknisk træning og fokus på at time løbene i feltet.

Dublin. Landsholdsangriberen Yussuf Poulsen føler sig bedre end nogensinde, inden han sammen med resten af landsholdet skal møde Irland lørdag aften i Dublin.

RB Leipzig-spilleren har haft en uvant målrig start på sæsonen og har allerede scoret syv gange på tværs af alle turneringer. I sidste sæson scorede han fem gange for bundesligaklubben.

Målstimen er resultatet af øget teknisk træning og øget fokus på at tage de rigtige løb tæt på mål. Sammenholdt med en større erfaring på bundesliganiveau har det gjort ham farligere end nogensinde.

- Jeg har fokuseret på at komme ind i feltet på de rigtige tidspunkter. Det er sådan en lille ting. Men jeg bliver klogere og bedre hele tiden.

- Nu er det min tredje sæson i Bundesligaen, og jo længere tid man spiller på det samme høje niveau, jo længere tid har man til at lære, hvordan jeg bliver god på det niveau. Så det er også ved at være på tide, at jeg tager næste skridt, siger Yussuf Poulsen.

Landsholdsfans har formentlig ærgret sig, når en god aflevering til den hurtige forward er blevet ødelagt af en dårlig førsteberøring. Det har han arbejdet målrettet med at forbedre.

- Det handler ikke kun om, at jeg laver mål. Jeg er blevet væsentligt bedre teknisk. Det har jeg kæmpet lidt med før, for jeg kom meget sent til professionelle klubber og spillede i meget lang tid som ungdomsspiller i uprofessionelle klubber, og derfor nåede jeg ikke alle tekniske øvelser fra barns ben.

- Jeg har måske ikke driblet rundt om så mange kegler eller lavet indersideafleveringer med de bedste spillere på min årgang. Det gør, at jeg ikke har udviklet de ting tidligt, men nu er jeg ved at komme efter det.

- Min førsteberøring sidder der næsten hver gang nu, indtil jeg bliver træt. Jeg træner det rigtig meget selv, og i og med at jeg spiller på det niveau, jeg gør, så begynder min hjerne også at fungere ligeså hurtigt, som jeg gerne vil have, at den skal gøre, siger Yussuf Poulsen.

Han håber på at fortsætte målformen mod Irland.

- Scorer man mål, forventer folk flere mål. Så selvfølgelig kan jeg godt forstå, hvis folk regner med, at jeg scorer mod Irland, siger han.

På landsholdet har han scoret fem mål i 32 kampe. Han scorede senest for Danmark i 1-0-sejren over Peru ved VM i sommer.

/ritzau/