Hvornår er FC Københavns supertalent Roony Bardghji moden og klar nok til at tage et nyt skridt i karrieren?

Dét har den blot 17-årige komet med over 60 seniorkampe for FCK og 14 kasser på cv'et selv svært ved at svare på, efter han i denne sæson har taget store skridt i sin udvikling og med ni kasser indtil videre har gang i karrierens varmeste periode.

Før har B.T. fortalt, at storklubber som Chelsea og Ajax har fulgt den unge svensker med de syriske rødder, men lige nu tænker han ikke meget over et skifte væk fra hovedstaden.

»Det er ikke noget, jeg tænker så meget på nu. Jeg er her, spiller kampene og forsøger at udvikle mig så meget som muligt. Jeg skal udvikle alt i mit spil, for jeg vil være klar, før jeg tager skiftet til en anden klub,« siger Roony, da 'Transfervinduet' spørger ham til fremtidsplanerne efter matchvindermålet i pokalturneringen tirsdag aften - hør det i videoen over artiklen.

Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix
Vis mere

Hvor længe skal der gå (før Roony er klar, red.)?

»Det ved jeg ikke. Mit mål er, at jeg skal blive så stærk som muligt, inden jeg skifter. Når familien og jeg føler, at det er det rette tidspunkt, så vil jeg gøre det. Men jeg tænker ikke meget på det,« lyder det fra offensivspilleren, som den 15. november fylder 18 år.

Så den dialog har du med din familie og agent?

»Ja, det er klart. Det tror jeg, at mange har. Jeg skal selvfølgelig føle mig klar og føle, at det er det rette, men det skal min agent og familie også. Men der er mange ting, der skal ske,« fortæller Roony, der slår fast, at drømmen er at ende i en af de største klubber i top fem-ligaerne rundt om i verden.

Roonys cheftræner, Jacob Neestrup, glæder sig over den periode, som svenskeren er inde i denne sæson - men der er altså meget at forbedre endnu.

»Jeg ser en spiller, der er rigtig, rigtig stærk i modstanderens felt og som er dygtig i sine afslutninger. Han er målsøgende.«

»Så gad vi godt at have ham mere på bolden. Det har vi, og det har han, et ansvar for sker. Men det er dejligt, at den unge knægt begynder at tage nogle rigtig gode skridt,« siger Neestrup og tilføjer om Roony, der har været holdt ude af startopstillingen i de helt store kampe.

»Han startede inde mod Sparta Prag hjemme og startede ude mod Raków. Det er store kampe, tænker jeg, men alle kampe er vigtige for os lige nu. Vi spiller hver tredje-fjerde dag, og Roonys krop må vise, at han kan bringe den samme kvalitet, hvis han skal spille fuld tid igen og igen over længere tid.«

»Vi må se. Men det er en dreng i en god udvikling,« slutter Neestrup.

Roony Bardghji har indtil sin 18 års fødselsdag kun kunnet skrive treårige kontrakter med FC København, men dét ændrer sig, når han bliver 18 år.

Netop dét og meget mere Superliga-transferguf kan du høre i den seneste udgave af 'Transfervinduet', hvor der blandt andet er mere nyt fra FC København, en sportsdirektør på smuttur til Frankrig og et kig ned i de danske divisioner for at finde guld til Superliga-klubberne.

Hør det hele herunder eller i din foretrukne podcast-afspiller.