Hov, giv os lov at afspille artiklen. Den er klar, når du har klikket 'Tillad alle'
Landstræner Åge Hareide har sat navn på sine udvalgte til VM-kvalifikationskampen mod Kasakhstan og venskabskampen mod Tjekkiet senere på måneden. Her er det unge stjerneskud Kasper Dolberg med.
Den 19-årige Ajax-angriber har imponeret alt og alle med sit gennembrud i Ajax de seneste måneder. Indtil nu er han noteret for fem scoringer i Æresdivisionen og får massevis af spilletid både i Holland og i Europa League. Han er kort sagt brandvarm, og det har Hareide valgt at belønne.
Hareide så ham senest spille i weekenden, hvor Dolberg scorede i rivalopgøret mod Feyenoord.
»Hvis du er god nok, er du gammel nok,« forklarer Hareide om valget af Dolberg, der nu er i spil til at få debut på landsholdet.
Han skal sammen med resten af den udtagne trup forsøge at vende skuden for danskerne.
Danmark har nemlig kviven på struben efter to nederlag i de første tre kampe i VM-kvalifikationen. Både Polen og Montenegro formåede at slå danskerne i september. Derfor er tre point vitale mod Kasakhstan for at holde liv i drømmen om VM-deltagelse.
DBU oplyser, at man hidtil har solgt 14.500 billetter til kampen mod Kasakhstan. Man forventer mellem 17.000 og 19.000 tilskuere til kampen.
Dolberg kom til Ajax for halvandet år siden, da han skiftede fra Silkeborg.