Det var et dansk fodboldhistorisk øjeblik, da Martin Braithwaite kom ind i El Clasico søndag aften.

Men holdt den danske landsholdsspiller distancen i det store opgør mellem Real Madrid og hans nye klub, FC Barcelona?

Det debatterede panelet i denne uges Fodbold FM – B.T.s fodbolddebat-podcast.

»Han viser, at han har noget at bringe til det her hold. Men det er et svært tidspunkt at komme ind i kampen. Barcelona er allerede tæt på at falde sammen på det her tidspunkt. Han prøver at komme ind med noget energi, men det lykkedes bare ikke,« vurderer Anders Borup, chefredaktør hos Bold.dk:

Foto: RODRIGO JIMENEZ
Vis mere

»De har bare nogle kæmpe udfordringer. Der skal mere end en hurtig Martin Braithwaite til at løfte det. Han bliver gjort til syndebuk, men der er også noget i placeringen af Semedo.«

Anders Borup var i Fodbold FM-studiet sammen med mangeårig fodboldkommentator Karsten Krogh og fodboldjournalist Emil B. Klintorp.

»Han gjorde det fint, da han kom ind. Barcelona mangler fart. Braithwaite har fart. Messi har brug for folk omkring sig, som har fart. Det kan blive noget statisk at se Barcelona spille fodbold under Setien. Det så vi også i går,« lyder det fra Karsten Krogh om de hæsblæsende minutter på banen, som Martin Braithwaite fik.

Den 28-årige vestjyde kom i aktion med 20 minutter igen af den spanske topkamp ved stillingen 0-0. Straks derefter viste han prøver på sin pågåenhed og fart, men chancen, han skabte, blev ikke omsat til mål.

I stedet slog Real Madrid kontra, og her så Braithwaite skidt ud, da han var fejlplaceret, så Vinicius kunne score til 1-0 for hjemmeholdet.

»Det kom bag mig, at han med det samme kommer ind helt uden nervøsitet og tager fat i bolden og stikker i dybden, og han gør de ting, Barca havde brug for på det tidspunkt. Det kunne lige så godt have kastet noget af sig. Han kommer ind på et svært tidspunkt og ser selvfølgelig skidt ud på målet. Men han blev jo sendt ind for at lave nogle offensive aktioner. Det gjorde han fint,« siger Emil B. Klintorp.

Ud over en vurdering af Martin Braithwaites indsats i El Clasico debatterer panelet, om FCK's europæiske succes er en fordel eller ulempe for FC Midtjylland.

Derudover er der et stort Serie A-tema, hvor guldkampen og en status på danskerne i Støvlelandet bliver diskuteret. Hør hele denne uges Fodbold FM-udsendelse øverst i artiklen.