Han spiller for FC Barcelona og er en fast del af det danske landshold. Og Martin Braithwaite er bestemt ikke kommet sovende til succes.

Det kan hans far, Keith Braithwaite, i den grad skrive under på. For han var med til at skubbe sønnen, da det for alvor stod klart, at han havde et stort talent for fodbold.

»Da Martin var lille, spillede vi fodbold i vores have. Nogle gange skubbede jeg hårdt til ham, og det irriterede ham, at han ikke kunne få bolden. Han blev rasende. Han græd og græd, men han gav ikke op,« fortæller Keith Braithwaite til Jyllands-Posten og fortsætter:

»Jeg skubbede ham til grænsen, før jeg lod ham få bolden, for at lære ham, at man skal kæmpe for det, hvis man vil have noget. Mange gange var han rasende, men så kom han og sagde, at vi skulle ud i haven igen,« siger han desuden.

Det var heller ikke sådan, at Keith Braithwaite var bleg for at sige sin mening, når han var med sin søn til kamp.

For spillede Martin Braithwaite dårligt, kunne faren sagtens finde på at sige til træneren, at sønnen skulle skiftes ud, fordi han 'ikke kunne tåle at se, at Martin kunne give mere', forklarer han.

I dag har alt arbejdet betydet, at Martin Braithwaite er noteret for 48 kampe for det danske landshold. I februar 2020 var han desuden del af vild fodboldhistorie, da FC Barcelona hentede ham i Leganés.

Han startede sin professionelle karriere i Esbjerg, som han spillede i fra 2008 til 2013, hvorefter han skiftede til franske Toulouse.

Martin Braithwaite er i dag en fast del af det danske landshold.
Martin Braithwaite er i dag en fast del af det danske landshold. Liselotte Sabroe

Siden gik turen til Middlesbrough og Bordeaux, inden han vendte snuden mod Spanien.

Den danske angriber har tidligere fortalt, hvordan han som blot femårig pludselig endte i kørestol på grund af en hoftesygdom, der kunne have ført til misdannelser i lårbenet.

»Man kiggede bare på alle de andre børn, der løb rundt, smilede og legede. Det gjorde ondt. Det var selvfølgelig en virkelig hård periode i mit liv. Jeg husker en følelse af … hvad kan man sige … det var pinligt i forhold til at føle sig anderledes. Man ville ikke have den type opmærksomhed,« har Martin Braithwaite tidligere fortalt.

To år senere rejst han sig fra kørestolen, og så tog fodboldkarrieren for alvor fart.