Martin Braithwaite glæder sig over, at han er blevet mere afgørende på fodboldlandsholdet i 2018.

2018 har været et godt landsholdsår for kantspilleren Martin Braithwaite, der for alvor føler, at han har fået bidt sig fast på holdet.

Ser man bort fra vikarlandsholdets kamp mod Slovakiet i september, er det kun i årets første landskamp tilbage i marts mod Panama, at Braithwaite ikke har været på banen.

I de sidste seks betydende kampe er han startet inde, og det gjorde han også i mandagens 0-0-kamp mod Irland.

- Jeg føler, at mit landsholdsår har været fantastisk, jeg har ikke rigtig kunnet gøre det så meget bedre. Jeg føler, at jeg er blevet mere afgørende, og det er det, det handler om på min position.

- Jeg er rigtig glad for, hvordan det er gået. Det viser bare, at mit arbejde har båret frugt, og jeg skal bare fortsætte med at arbejde hårdt, siger Martin Braithwaite.

I oktober scorede han i en testkamp mod Østrig, og i fredagens 2-1-sejr over Wales scorede han igen.

I de seneste to kampe mod Wales og Irland spillede han venstre kant på bekostning af sin gode ven Pione Sisto.

Braithwaite føler sig dog ikke sikker på, at det fremover er givet, at han skal spille pladsen på Åge Hareides landshold.

- Jeg tænker ikke så meget over det, jeg lader bare mine præstationer tale, siger Braithwaite.

Ud over sit eget gennembrud ser han også positivt på landsholdets udvikling i 2018.

- Det har været et rigtig godt år, og det har givet en masse erfaring til os alle sammen, så jeg føler, at vi står rigtig godt rustet til fremtiden.

- Det er et hold med selvtillid og tro på tingene. Jeg føler, at vi bare skal blive ved, for så skal det nok gå godt.

- Folk giver sig 100 procent, når de møder op og træner, men folk er også rolige, fordi vi stoler på hinanden. Vi har et spilkoncept, som vi stoler på, og det kan vi bruge, når vi går ind på banen, siger Martin Braithwaite.

Til marts begynder EM-kvalifikationen. Danmarks modstandere findes ved en lodtrækning 2. december.

/ritzau/