Lyt til artiklen

Martin Braithwaite bidrog med en assist, men fik rødt kort i overtiden i en 2-2-kamp mod Valencia.

Martin Braithwaite kom i fokus i slutfasen, da Espanyol og Valencia søndag spillede 2-2 i et dramatisk opgør i La Liga.

Landsholdsangriberen assisterede efter 83 minutter midtbanespilleren Sergi Darders 2-1-scoring. Men i overtiden blev han også smidt tidligt i bad efter en episode med den portugisiske forsvarsspiller Thierry Correia.

Kort efter udlignede Eray Cömert til 2-2 for Valencia efter en stor fejl af hjemmeholdets keeper, Alvaro Fernandez.

Kort forinden Braithwaites marchordre var gæsterne også blevet reduceret til ti spillere efter et rødt kort til indskifteren Marcos Andre.

Valencia har ti point som nummer otte i La Liga efter syv spillerunder.

Braithwaite og Espanyol hører til lige over bunden med fem point.

Danskeren, der har lavet to mål i fire kampe for Espanyol siden skiftet fra Barcelona, kan i næste uge se frem til en ufrivillig pause, når holdet møder Cadiz.

/ritzau/