Lyt til artiklen

Martin Braithwaite er uønsket af alle i Barcelona.

Først var det cheftræner Xavi, der meldte ud, at han ikke ville benytte sig af danskeren.

Søndag aften blev den danske landsholdsangriber så buhet af, da han løb på banen til sin præsentation i en venskabskamp søndag aften mod mexicanske U.N.A.M – og endda til en kamp, hvor han ikke engang var i truppen.

Situationen kan du se i videoen herunder, hvor Martin Braithwaite får en meget hård medfart af egne fans.

Klubben forsøger i øjeblikket at ophæve aftalen med Braithwaite.

Det er dog endnu ikke lykkedes, fordi danskeren gerne selv vil blive og have resten af sin løn med sig, hvis kontrakten skal rives i stykker, og Braithwaite skal finde sig en ny klub.

Situationen kan meget vel, hvis den fortsætter som nu, blive den, at den danske landsholdsangriber skal sidde på bænken i resten af sin tid i den spanske storklub, hvilket langtfra ville være optimalt for Braithwaites chancer for en startplads på det danske landshold til det kommende VM i Qatar til november.

Senest var Barcelonas præsident, Joan Laporta, ude at sige til Esport 3, at franske Samuel Umtiti og Martin Braithwaite burde forlade klubben hurtigst muligt.

»Umtiti og Braithwaite har en kontrakt, men de må forstå, at træneren ikke regner med at bruge dem, og det bedste ville være for dem, at de forlader klubben,« siger Laporta til det spanske medie.