Det er snart fire måneder siden, at Martin Braithwaite skiftede fra Leganes til FC Barcelona. Men han har holdt øje med sin tidligere klub.
»Jeg har kigget på deres kampe og resultater og håbet på, at de ville vinde nogle kampe, for det er ikke rart at forlade en klub på den måde,« siger han.
I et interview med Goal sætter den danske fodboldspiller ord på sit opsigtsvækkende klubskifte midt i februar, hvor transfervinduet reelt var lukket.
Alligevel fik Martin Braithwaite på grund af en særlig regel lov til at blive FC Barcelona-spiller. Og mens den danske angribers nye klub fører La Liga, roder den tidligere klub rundt i bunden. Her ligger Leganes i øjeblikket næstsidst med tre point op til overlevelse og endnu en sæson i den bedste spanske række.
»I dag er jeg fokuseret på FC Barcelona, men jeg ønsker stadig det bedste for mine tidligere holdkammerater og min tidligere klub,« siger Martin Braithwaite:«
»Alle var søde ved mig i Leganes. Jeg mødte mange gode folk, og de sagde til mig, at de var glade på mine vegne. De sagde, at jeg fortjente det, og helt ærligt: Det var et særligt øjeblik.«
Den danske landsholdsspiller erkender også, at det var 'svært' at sige farvel til den lille Madrid-klub på grund af de mange bekendtskaber.
Og faktisk kan han blive konfronteret med sine følelser om kort tid, for allerede i anden spillerunde efter corona-genstarten af den spanske liga, skal FC Barcelona møde Leganes. Det sker efter planen 16. juni på Camp Nou.

»Det vil selvfølgelig være et specielt scenarie,« siger Martin Braithwaite om sin reaktion, hvis han skulle score i kampen:
»Men jeg tænker ikke på det. Når vi skal spille mod dem, vil jeg kun tænke på at vinde. Jeg går altid efter at vinde, og det vil jeg også gå efter mod Leganes.«
I interviewet med Goal fortæller danskeren, der lige er fyldt 29 år, at han på grund af sine sproglige franskkundskaber hurtigt har fået et godt forhold til FC Barcelonas franske trio: Antoine Griezmann, Ousmane Dembele og Clement Lenglet. Også hollandske Frenkie de Jong er blandt de nærmeste.
Og så indrømmer Martin Braithwaite også, at det har sat sine spor i ham, at han nu spiller for en af verdens største klubber.
»Meget har ændret sig, fordi jeg nu spiller for en af de største klubber i verden. Derfor kigger folk på mig på en anden måde, fordi mit ansigt er mere kendt nu. Uden for fodbolden har det også forandret sig en smule, men når alt kommer til alt, er det bare fodbold,« siger han.
FC Barcelona og Martin Braithwaite spiller på lørdag den første ligakamp siden corona-nedlukningen. Modstanderen er Mallorca.