Er I klar? Sådan spørger Martin Braithwaite sine 1,5 millioner følgere på Instagram i en ny video.

Han har store nyheder, han gerne vil dele.

Den danske landsholdsstjerne ligger nemlig ikke på den lade side, selvom han er ude med en knæskade formentlig resten af året.

»Hej alle sammen, vi har spændende nyt om vores familie, som vi gerne vil dele med jer. Er I klar?« spørger den danske FC Barcelona-spiller i videoen, som på finurlig afslører, ja, spændende familie-nyt. Kan I gætte, hvad det mon er?

Det er ret stort. For Braithwaite og fruen, Anne-Laure Braithwaite, venter barn nummer... fem!

I Instagram-videoen ser man parrets fire børn, som bliver nummeret fra et til fire, i fire hurtige klip. Da vi kommer til klip nummer fem, er det en synligt gravid og smilende fru Braithwaite, som ses i billedet.

Da den danske landsholdsangriber sensationelt skiftede til FC Barcelona i februar 2020 var Anne-Laure højgravid med parrets fjerde barn, sønnen Valentino, som blev født i april samme år. Nu er der altså endnu et barn på vej i det spanske.

30-årige Braithwaite og hans franske kone, som er tøjdesigner, mødte hinanden i 2013, og blev gift i 2019. To af børnene i den store børneflok er Anne-Laures fra et tidligere forhold.