Der skortede ikke på motivation eller ild i øjnene hos Malmö-spillerne, da de gik ud på Parken flotte nye græstæppe torsdag aften.

For FCK's attitude i optakten til Europa League-braget mod de svenske rivaler fungerede som perfekt brændstof for de lyseblå, der sejrede 1-0 i en chanceforladt men intens affære.

»Som jeg har hørt det, har de (FCK, red.) snakket meget om, at det her var Malmös største kamp i historien - hvilket det langt fra var - og at det bare var endnu en kamp i rækken for FCK - hvilket det også langt fra var,« lød det efterfølgende fra Malmös danske profil Anders 'AC' Christiansen.

»For hvis det havde været en kamp i rækken, havde de ikke fået sådan en opbakning, som de fik i dag. Og de ting gør det bare endnu bedre at forlade denne gruppe med fire point mod FCK.«

Foto: Tibor Illyes
Vis mere

»Motivationen ved at komme herovre og spille og vise sig frem med Malmös logo på brystet var stor.«

Men selvom det var Malmö, der vandt, kunne begge hold juble over avancement fra Europa League-gruppespillet efter de 90 minutter - på grund af Dinamo Kievs koks hjemme mod Lugano.

»For at være helt ærlig, så var det vigtigste, at vi vandt. Og hvad der skete i den anden kamp, var sgu ikke så vigtigt for mig.«

»Men jeg har nogle danske kammerater her i FCK, og jeg under dem, at de får den her 1/16-finale. Og også godt for dansk fodbold med nogle ranglistepoint. Men isoleret set så tænkte jeg kun på Malmö,« fortalte 'AC'.

Det var faktisk nærmest mirakuløst, at den danske midtbanestrateg klarede sig igennem 80 minutter af torsdagens kamp.

»Da jeg vågnede i går (onsdag, red.), startede jeg med at kaste op - og så lå jeg i sengen indtil klokken syv om aftenen. PÅ intet tidspunkt følte jeg, at min krop kunne spille en kamp i dag (torsdag, red.).«

»Men så begyndte jeg at få noget mad og noget sukker, og så kom jeg langsomt ovenpå igen. Og jeg er blevet opvartet i hoved og røv hele dagen i dag, og så holdt det til 80 minutter.«

Der trækkes lod til Europa Leagues 1/16-finaler mandag.