FCK skal slå Bordeaux for at kunne gå videre i Europa League. FCK er også afhængig af, at Slavia Prag taber.

Hvis FC København ryger ud af Europa League, vil træner Ståle Solbakken skule olmt tilbage på 0-1-nederlaget hjemme til Slavia Prag i oktober.

- Vi mangler et point, og det var det point, vi ikke fik hjemme mod Slavia Prag. Det er vel den eneste kamp, vi ikke er tilfredse med. De andre kampe er vi okay tilfredse med.

- Men den ene fejl hjemme mod Slavia er nok til, at vi ikke har sagen i egne hænder, siger Solbakken.

Torsdag aften er FCK pisket til at vinde over franske Bordeaux, mens Zenit samtidig skal slå Slavia Prag på udebane. Ellers er københavnerne ude.

Bordeaux skal også bruge en Zenit-sejr i Prag, samtidig med at franskmændene vinder over FCK, så fra start er spændingen intakt.

- Begge hold har jo meget at spille for, så længe der er spænding i den anden kamp i Prag. Og alt kan ske. Der er sket større mirakler i fodbold, end at vi slår Bordeaux, og at Zenit slår Slavia.

- Det kan blive vildt, hvis Zenit kommer foran, fordi en vinder i Parken så går videre, påpeger Solbakken.

Selv om FCK skulle ryge ud, godkender Solbakken holdets meritter i Europa, hvor højdepunktet kom i kvalifikationen, da københavnerne gik videre på bekostning af Atalanta.

- Det har været et fantastisk europæisk efterår for os. Vi er meget tilfredse. Vi har været meget uheldige med lodtrækningen undervejs.

- Vi vinder måske en eller to ud af ti kampe mod Atalanta. Det er en af de største præstationer i FCK's historie, mener Solbakken.

Tommy Bechmann, fodboldekspert på Discovery, giver maksimalt FCK 20 procents chance for at gå videre i Europa League.

- Det er hjemmebanenederlaget til Slavia Prag, der har gjort det svært og kan komme til at koste.

- Det er en træls situation, FCK er endt i. Men det er ikke umuligt. Zenit er jo ikke noget dårligt hold, så FCK kan håbe på hjælp fra russerne, siger Bechmann.

Han vil ikke kalde det en fiasko, hvis FCK ryger ud efter gruppespillet.

- Jeg synes i den grad, at det er godkendt af FCK, som også slog Atalanta ud på vejen. Det skal man også tage med i kalkulen. Det var altså noget af en skalp.

- Alt i alt - og når man ser tilbage på lodtrækningen - har det været endnu en stærk europæisk kampagne af FCK, som dansk fodbold bare skal sætte pris på.

- Det var en svær pulje, FCK havnede i. Jeg havde troet, der var kommet mere fra Bordeaux, end holdet har leveret. Hvis FCK går videre fra puljen, er det over al forventning, mener Bechmann.

FCK's kamp mod Bordeaux, der har den tidligere FCK-angriber Andreas Cornelius samt Lukas Lerager i truppen, går i gang torsdag klokken 21.

/ritzau/