Den britiske udenrigsminister kalder Rusland en ond og ødelæggende kraft i verden.

Den britiske udenrigsminister, Boris Johnson, siger, at det er svært at forestille sig, at VM i fodbold i Rusland vil have britisk deltagelse, hvis det kan bevises, at Rusland stod bag forgiftningen af en tidligere spion og hans datter i Salisbury.

VM finder sted i juni i flere byer i Rusland.

»Når man tænker frem til VM denne sommer, så tror jeg, at det vil blive meget svært at forestille sig, at den britiske repræsentation ved denne begivenhed vil kunne løbe af stablen på en normal måde,« siger han til parlamentet i London.

En talskvinde for det russiske udenrigsministerium, Maria Sakharova, kalder udtalelserne fra Johnson for "vilde".

Udenrigsminister Boris Johnson
Udenrigsminister Boris Johnson Foto: WILL OLIVER
Vis mere

Det er det britiske antiterrorpoliti, som leder efterforskningen af sagen, fordi de har særlig ekspertise. Der er ikke mistanke om terrorisme i sagen.

Søndag blev den tidligere russiske spion Sergej Skripal og hans datter fundet bevidstløse på en bænk i den sydengelske by Salisbury.

Meget tyder på, at de er blevet forgiftet.

»Der fremsættes mange spekulationer om denne foruroligende sag i Salisbury, hvor den 66-årige Skripal og hans 33-årige datter, Julia, blev fundet bevidstløse,« siger Johnson.

»Det ville være forkert at komme med forhastede konklusioner, når en efterforskning er i gang, men jeg kan forsikre parlamentet om, at hvis en anden stat er ansvarlig, så vil den britiske regering komme med en passende og robust reaktion.«

Både Skripal og hans datter er fortsat i kritisk tilstand, efter at de blev udsat for et ukendt stof i Salisbury. De er indlagt på en intensivafdeling.

»Jeg er bange for, at det står klart, at Rusland på mange måder er en ondartet og forstyrrende kraft, og mange steder i verden fører Storbritannien an i bestræbelserne på at imødegå disse aktiviteter,« siger den britiske udenrigsminister videre.

Kreml har erklæret, at det er parat til yde hjælp til de britiske myndigheder med at opklare sagen.

Præsident Vladimir Putins talsmand har kaldt det "en tragisk situation". Han siger, at Kreml ikke har nogen informationer om sagen.

Skripal blev i 2006 idømt 13 års fængsel i Rusland for at afsløre hemmeligheder om den russiske efterretningstjeneste. Han kom til Storbritannien i 2010 ved en større udveksling af spioner mellem USA og Rusland.

/ritzau/Reuters