Bare fire dage inden kvartfinalebraget mod RB Leipzig i Champions League er det kommet frem, at to medlemmer af Atletico Madrids stab eller trup er blevet testet positiv for corona-virus.

Det kan forhindre det spanske storhold i at rejse til Portugal i morgen, hvor kampen skal spilles i Lissabon, hvilket ellers var planen. Det oplyser klubben på sin hjemmeside.

Atletico Madrid oplyser af hensyn til privatlivets fred ikke, hvem det er, der er blevet testet positiv i de test, der er blevet udført lørdag på hele holdet og staben omkring holdet.

De to smittede skal testes igen og er nu isolerede i deres hjem.

Foto: JUAN MEDINA
Vis mere

Klubben har henvendt sig til de relevante sundhedsmyndigheder og sportsmyndigheder i Spanien og Portugal, og de har også informeret Uefa, som de nu skal koordinere med i forhold til, hvordan situationen skal gribes an frem mod kampen mod RB Leipzig.

Kampen skal – som de øvrige kvartfinaler – spilles i Portugal i den kommende uge i den særlige Final 8-udgave af 2020-sæsonens Champions League.

Men nu ser det ud til at klubbens forberedelser frem mod den vigtige kamp bliver godt og grundigt forstyrret af de to tilfælde af corona med ændrede rejseplaner og deraf følgende ændrede træningsplaner til følge.

Atlético Madrid, som slog Liverpool ud af ottendedelsfinalen, skal efter planen møde Yussuf Poulsens RB Leipzig-mandskab på torsdag.