Daniel Wass har fået nok. Han vil ikke længere være en del af det skuespil, som han føler sig tvunget til at deltage i på landsholdet. Derfor tager den VM-vragede spiller nu bladet fra munden og forklarer, at fortællingen om ham og landsholdet bygger på usandheder.

Det hele begyndte i oktober 2016, da Daniel Wass meldte fra til landsholdssamlingen op til kampene mod Polen og Montenegro - ifølge DBU på grund af en skade. Derfor var forvirringen total, da Wass dagen efter afbuddet spillede kamp for Celta Vigo i et opgør mod Barcelona.

Det fik kritikken til at hagle ned over Daniel Wass, og siden dengang har han været i en form for 'bad standing' på landsholdet - godt hjulpet på vej af Åge Hareides udtalelser om manglende loyalitet. Noget, landstræneren gentog så sent som mandag, da han begrundede, hvorfor Wass ikke skulle med til VM.

Men Daniel Wass forklarer nu i dette interview med BT, at billedet af ham og hans manglende dedikation til landsholdet er skabt på forkerte oplysninger fra DBU.

»Jeg føler, at min aflysning stadig sidder på mig, og det er den, jeg bliver kritiseret for, men det er ikke mig, der har lavet den største fejl. Det er DBU. Jeg meldte ikke fra til kampen på grund af en skade. Jeg meldte fra på grund af personlige årsager. Dem havde jeg fortalt til Åge fire dage før kampen mod Barcelona, og det blev accepteret af Åge, der havde forståelse for det. Han spurgte mig, hvad vi skulle melde ud, og så blev vi enige om at melde en skade ud. Men så skriver DBU det ud allerede dagen før min kamp mod Barcelona, og så begynder hele balladen, og jeg bliver stemplet som illoyal af hele fodbolddanmark. Det vil jeg selvfølgelig ikke have på mig, for jeg har ikke været andet end loyal, og Åge vidste udmærket godt, at jeg skulle spille Barcelona-kampen,« siger Daniel Wass og fortsætter:

»Jeg sagde til Åge, at jeg var ligeglad med, hvad der blev meldt ud om min aflysning, for det kom og kommer ikke andre ved, hvad det var for nogle personlige årsager, der var årsag til mit afbud. Så kunne DBU skrive en skade, eller hvad de ville. Bare de ventede til efter Barcelona-kampen. Det gjorde de ikke. De meldte en skade ud dagen inden kampen, og så er det mig, som står som skurk, mens Åge og DBU ikke får kritik for at vælge en af Danmarks bedste spillere fra til VM.«

Så DBU har løjet om din skade? Hvorfor har du ikke fortalt det før nu?

»Fordi jeg har været loyal og ikke ville gå imod DBU eller Åge. Åge havde fuld forståelse for, hvorfor jeg meldte fra. Jeg har bare forsøgt at holde mig til spillet på banen, men nu føler jeg ikke, at jeg har noget at miste, og jeg gider ikke have den på mig mere. Jeg er ikke en del af landsholdet eller noget som helst, så kan jeg lige så godt komme ud med sandheden. Og det gør jeg, fordi jeg stadig bliver dømt ud fra den sag.«

Også af Åge?

»Jeg synes, at han går ud mellem linjerne og kalder mig illoyal. Det har jeg netop vist i denne sag, at jeg ikke har været. Folk skal ikke tro, at jeg godt vil spille for klubben, men ikke for landsholdet.«

Har du gjort andet for ikke at være loyal?

»Nej, jeg spiller hver gang nede i min klub, og jeg ofrer mig altid for det hold, jeg spiller på. Jeg har tidligere i denne sæson spillet to måneder med en dårlig ryg. Jeg melder mig sjældent skadet, og jeg spiller hele tiden. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal forklare, at jeg er loyal, men er der noget, jeg ikke er, er det at være illoyal.«

Skuffer det dig, at Åge ikke har fortalt den rigtige årsag til dit afbud?

»Problemet er, at det blev hypet helt vildt, at jeg blev meldt skadet og så spillede mod Barcelona. Så er det jo svært at gå ud at sige noget andet. Der er jo sket en eller anden kommunikationsfejl, og den har jeg ikke noget at gøre med. Hvis DBU bare havde meldt ud, at jeg var skadet efter kampen mod Barcelona, havde det aldrig været et tema.«

Hvorfor kørte du med på usandheden, når nu DBU havde lavet bommerten?

»Åge var ude at sige, at han ville ned og og besøge Celta Vigo og snakke med dem om, hvorfor jeg skulle spille kampen mod Barcelona, og så blev jeg nødt til at køre med på den.«

Hvilken begrundelse fik du i telefonen for, at du ikke er med?

»At han har vægtet dem, der har været med til at spille os til VM.«

Hvordan var det at få beskeden?

»Jeg tror mere, at det var eksperter og familie og venner, der troede, jeg ville blive udtaget. Det er jo, fordi de kigger på det fodboldmæssige. Men der er åbenbart noget andet, der vægter højere. At jeg er en profil i La Liga, men ingen ting på landsholdet, det, synes jeg, er lidt en sjov kombi. Jeg har hele tiden sagt, at jeg ikke kommer med. Jeg havde ikke regnet med det. Ellers havde han kaldt mig op til træning i sidste uge, så han kunne se mig. Så jeg har bare ventet på opkaldet.«

LÆS OGSÅ: Sjældent besøg: Profil ude i kulden på landsholdet - selvom han er blandt Danmarks bedste

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Jeg har spurgt Åge om det, og der siger han, at det er, fordi du spillede kampe indtil sidste weekend.

»Så der havde jeg brug for en pause, det var jo det, jeg ikke måtte få sidst.«

Tænker du på i sommer, hvor du også meldte afbud til kampene mod Tyskland og Kasakhstan?

»Min krop var fuldstændig færdig. Jeg tror, at jeg havde spillet 54 ud af 60 kampe på et år, og jeg havde været med i alle træninger. Vi spillede hver tredje dag. Vi kom i semifinalen i cup’en og i Europa League, og jeg spillede alle La Liga-kampe. Jeg var ikke skadet på et eneste tidspunkt, og vi fik ny træner i Celta Vigo, og så vidste jeg, at hvis jeg ikke fik lidt ferie, så var det, at skaderne ville begynde at komme. Jeg er jo ikke en maskine.«

Det lykkedes ikke for dig at bryde igennem under Morten Olsen, og det samme er tilfældet med Åge Hareide. Hvad er din forklaring på det?

»Under Morten Olsen spillede jeg højre back, selv om jeg er en offensiv midtbanespiller, og jeg ikke har spillet den plads i lang tid. I Åge tænkte jeg ny træner, nye øjne, men da jeg så kommer til første samling med ham, ryger jeg igen ned og spiller højre eller venstre back, selv om jeg spiller et helt andet sted på banen i La Liga og er en profil for en ret god klub. Så er det da fejlcastet. Folk siger, at jeg har fået masser af chancer, men jeg har aldrig fået det på min position. Så ved jeg godt, at der er én, der hedder Christian Eriksen foran mig, og det er fair nok, men jeg mangler at få chancen på en af mine favoritpladser.«

LÆS OGSÅ: Hareide efter afbud fra Wass: Vi må tage ned og se hans klub i øjnene

Mange fremhæver testkampen mod Frankrig under Morten Olsen i 2015 og din seneste landskamp under Hareide, testkamp mod Tjekkiet i 2016, som eksempler. Hvad så med dem?

»Mod Frankrig spillede jeg defensiv midt. Det var bare en rigtig sløj kamp. Men jeg har aldrig fået tilliden helt, ligesom flere andre har, selv om de skulle have spillet en enkelt dårlig kamp. Det er nemmere at gøre det godt over en længere periode, hvis du får tillid. Jeg har spillet højre eller venstre back på det landshold. Også til træning. Så er det klart, at man ikke har den store selvtillid til at præstere på landsholdet.«

Har du fået fortalt dét til Åge?

»Jeg sagde det til ham til den første samling, at han har andre, der spiller back i hverdagen, som kan gøre det meget bedre end mig. Den besked forstod han godt og tog imod, for han er rigtig venlig at snakke med. Til næste samling spillede jeg igen venstre back på det ’modsatte hold’ til træning, og så er det svært at føle sig velkommen og tænke, at ’nu skal jeg hjem og gøre det godt på det danske landshold.«

Foto: FILIP SINGER
Vis mere

Du føler slet ikke, at du har fået chancen under Åge?

»Jeg har spillet nul minutter i kvalifikationen. Jeg kom ind i anden halvleg i en træningskamp mod Liechtenstein, da vi er foran 4-0 (sluttede 5-0, red.), og jeg fik godt en time mod Tjekkiet (1-1, red.). Det er det.«

Hvordan ser du på din fremtid på landsholdet?

»Jeg er jo ikke med, så der er ikke så meget at tænke over. Min fodboldkarriere er på klubplan lige nu, og det koncentrerer jeg mig om. Men jeg har da ambitioner om at komme på landsholdet. Jeg ved, at jeg har niveau, og at jeg er en af Danmarks bedste fodboldspillere, men jeg kan ikke få lov at vise det på landsholdet.«

Fungerer du socialt i truppen?

»Det synes jeg helt klart. Jeg har været med på landsholdet de seneste seks-syv år. Så lang tid er man vel ikke med, hvis man ikke fungerer. Men jeg håber da, at det er i orden, at man melder til landstræneren, at jeg altså spiller på en helt anden position til daglig. Ellers føler man sig jo bare som en træningskegle. Det er ikke sjovt.«

BT har siden fredag eftermiddag forsøgt at få en kommentar fra Åge Hareide, men DBUs pressechef Jacob Wadland meddeler, at det endnu ikke har kunnet ladet sig gøre at få et interview grundet landskampen mod Sverige lørdag aften.

HERUNDER KAN DU HØRE ET KLIP FRA FODBOLD FM FRA JANUAR, HVOR DANIEL WASS OGSÅ VAR ET EMNE.