De danske EM-drenge tog hele Danmark med storm, da de nåede semifinalen, inden England blev skurken og sendte dem hjem.

Og i kølvandet på succesen har der været brug for hvile.

Det er dog ikke alle landsholdsspillerne, der har haft mulighed for at drøne på ferie – nogle er allerede tilbage i klubberne, mens andre har kunnet slå stængerne op og tage en slapper.

Heriblandt Jannik Vestergaard og Thomas Delaney, der er taget på ferie sammen under sydens sol. Og det er ikke gået ubemærket hen på Instagram.



På et billede på Vestergaards Instagram-profil kan man se de to veltrænede herrer nyde livet i poolen, og Vestergaard, der til daglig spiller i Southampton, er blevet bombarderet med beskeder fra fans, der vil have Dormund-spilleren Delaney til Premier League-klubben.

Her er et lille udpluk:

  • ‘Få ham til Saints!’
  • ‘Agent Vestergaard i aktion’
  • ‘Tag ham med tilbage til Southampton, chef’
  • ‘Book et fly til Southampton for ham, Jannik’
  • ‘Sig til ham, han skal komme til Southampton’

Andre landsholdsspillere har brugt muligheden efter EM til at blive gift. Christian Nørgaard og Jens Stryger Larsen sagde ja til deres kærester, mens Pierre-Emile Højbjerg brugte sommeren på at sige ja (igen) til sin kone, Josephine Siw. Parret blev gift allerede i 2019 på rådhuset, men nu var der mulighed for et kirkebryllup.

Hvis man har været i København, har man kunnet støde ind i netop Højbjerg fra tid til anden. Han har drønet rundt på cyklen med familien og nydt den danske sommervarme.

Også Kasper Dolberg – målhelten fra Amsterdam – har også hygget sig herhjemme, og da AGF havde besøg af Brøndby i weekenden, sad han på lægterne.

Daniel Wass, der til daglig spiller i spanske Valencia, har nydt ferien med familien i den sydlige del af Spanien i Marbella, mens Joachim Andersen har været en tur i Grækenland.

Og senest har Mathias 'Zanka' Jørgensen var en tur forbi Falsled Kro for at spørge sin bedre halvdel, om de skulle giftes.

Det varer dog ikke længe, før alle landsholdsspillerne er samlet igen. 1. september venter en VM-kvalifikationskamp mod Skotland på hjemmebane i Parken.