Sidst han var med på landsholdet var i 2011. Siden da har Nicolai Boilesen stort set konstant været skadet, mens Danmarks problemer er vokset på venstre back-positionen. Nu er den 21-årige Ajax-spiller tilbage hos Danmark, og det endda i en sådan forfatning, at han er blevet sat i forbindelse med et skifte til FCK

Og selv om skriverierne varmer den blonde forsvarer, vil han spille sin chance i Ajax.

- Jeg er smigret over rygterne. Men jeg er lige kommet tilbage, så det vil måske være lidt forhastet at smutte med det samme. Derfor vil jeg blive i Ajax og spille min chance, siger Boilesen og fortæller, at han personligt ikke har hørt noget fra FCK.

- Der kommer mange kampe, vi skal jo også spille CL, og jeg tror nok på mig selv til, at det nok skal gå. Foran mig står Daley Blind, som jo er på det hollandske landshold, så det er ikke en ligegyldig spiller, jeg skal slå af. Men jeg har gjort det før, så hvorfor ikke? siger Boilesen.

I øjeblikket får han skiftevis spilletid på reserveholdet og på førsteholdet i Ajax, hvilket er et led i den stadige genopbygning af kroppen. En lang proces, der har taget hårdt på den unge spiller, hvis problem har været en genstridig muskel i låret.

- I perioder har jeg selv tænkt, om jeg mon overhovedet kommer tilbage. Det er klart, når den samme skade bryder op seks gange, så tænker man da over det og forsøger at finde ud af, hvad der er galt. Men jeg har alligevel bevaret troen på, at det bare var et spørgsmål om tid, siger han.

Nu er Nicolai Boilesen bare glad for at være tilbage på landsholdet.

- Det er en dejlig ting, og jeg forsøger virkelig at nyde det. Mine forventninger til turen her er at komme ind omkring holdet igen. Det har været længe undervejs, så jeg glæder mig til at træne med, siger Boilsen og fortsætter:

- Jeg er både glad og stolt over at være med igen. Det er en drøm, der går i opfyldelse. Nu skal jeg lige ind i A-landsholds-rytmen igen, og så forhåbentlig få spilletid, vise mig frem og gøre det godt.