En ny cheftræner i FC København giver spillerne en ny start og chancen for at vise sig frem.
Sådan lyder budskabet fra den nye chef i hovedstaden, Bo Svensson, der søndag debuterer som FCK-træner mod Silkeborg IF i Parken.
Han har oplevet en trup, der har grebet den chance i de første træningsdage.
- Det er naturligt, at der sker et eller andet på den front. Vores opgave er så bare at kunne holde det over længere tid, siger Svensson til Bold og flere andre medier inden søndagens kamp.
- Det har været et positivt indtryk de første dage. Det er både energien uden for banen, og det er også det, jeg har set til træning, siger FCK-træneren, der er fortrøstningsfuld, men også ved, at det hele ikke kan ændres med et fingerknips.
FCK står i en stor krise og er aktuelt placeret som nummer otte i Superligaen. Holdet har fået ét point i de seneste otte Superliga-kampe. Den seneste ligasejr var 23. november mod Brøndby.
Søndag aften stoppede Jacob Neestrup i enighed med klubledelsen som cheftræner, og dagen efter blev Bo Svensson, der som spiller tørnede ud i mange år i hovedstaden, præsenteret som afløseren.
- Jeg har set nogle gode ting, og så gælder det om at frigøre noget energi og glæde sig til det, der sker på søndag klokken 18 mod Silkeborg, siger den nye træner for FCK.
/ritzau/
