Efter Jacob Neestrups farvel har FC København ansat tidligere FCK-spiller Bo Svensson som ny cheftræner.
Det oplyser superligaklubben mandag i en meddelelse på sin hjemmeside.
Svensson får ansvaret i en kritisk tid for FCK, der ikke har vundet i Superligaen siden november og for første gang står uden for mesterskabsspillet.
Samtidig har klubben fået en elendig start på nedrykningsspillet, hvor FCK senest tabte til FC Fredericia i Parken.
Svensson er ikke kun hentet til klubben som en form for brandslukker i indeværende sæson.
Således har den 46-årige nordjyde skrevet under på "flerårig" kontrakt, skriver klubben uden at afsløre nærmere.
- Det er en ære at vende tilbage til min hjerteklub og skulle stå i spidsen for FC København, siger Svensson.
- Der skal forandring til, og vi skal genfinde stabiliteten og spilleglæden, så fansene igen kan genkende os.
- Jeg er overbevist om, at vi kan lykkes.
Svensson begyndte som 6-årig i KB og debuterede for FC København i 1999. Han har et klart mål om at tilføje yderligere guld til de fire danske mesterskaber og den ene pokaltitel, han vandt med københavnerne.
Ifølge Henrik Møgelmose, bestyrelsesformand i Parken Sport & Entertainment, ved Svensson, hvad det vil sige at repræsentere FCK.
- Der har været rift om ham, så vi er meget glade for, at det er lykkedes, siger han.
Svensson vil stå i spidsen for sin første træning tirsdag formiddag.
Senest stod den tidligere bundesligatræner i spidsen for Union Berlin, men det blev ikke nogen succeshistorie.
Han nåede blot 16 kampe som træner i hovedstadsklubben, inden han blev fyret i slutningen af 2024 som følge af svingende resultater.
Jacob Neestrup stoppede søndag som FCK-træner i enighed med bestyrelsen i klubben.
FCK vil senere mandag melde ud om ansættelsen af en ny assistenttræner.
/ritzau/
