Manchester Uniteds fans har overgivet sig til superangriberen Romelu Lukaku, men nu vil den belgiske stjerne have stoppet den kontroversielle hyldestsang, de har lavet til ham.

'Romelu Lukaku. He's our Belgian scoring genius. He's got a 24inch penis. Scoring all the goals.
Bellend by his toes.'

Sådan lyder teksten til den fansang, som United-tilhængere har sunget i hyldest til belgiske Lukaku. Sangen, som er lavet over melodien til The Stone Roses-hittet 'Made of Stone' kan høre her.

600-millioner-manden, som har nettet fem gange i lige så mange Premier League-kampe, siden han skiftede til storklubben i en af sommers største handler, appellerer nu til fansene om at droppe sangen, da den har mødt kritik for at være stødende, diskriminerende og racistisk af blandt andet anti-diskriminerings-gruppen Kick It Out.

Romelu Lukaku er sort og sangen spiller på det stereotypiske billede, at sorte mænd skulle være særdeles veludrystede.

»Racistiske stereotyper er aldrig acceptabelt uanset hvilken hensigt, man har haft,« lyder det i følge BBC fra Kick It Out, der arbejder på at sparke racismen ud af fodbolden.

Lukaku har derfor skrevet ud til de kåde fans på Manchester Uniteds officielle Twitter-konto for at få stoppet sangen:

»Stor støtte siden jeg kom til klubben. Fans havde gode intentioner med deres sang, men lad os komme videre nu,« skrev han i går og afsluttede beskeden med hashtagget #RespectEachOther – respekter hinanden.

Manchester United oplyste før onsdagens kamp mod Burton Albion i Carabao Cuppen, at klubben ’vil tage affære i tilfælde af stødende handlinger’ fra fansene.

Ifølge BBC kunne man også høre fansene synge sangen i den kamp. Det er uvist hvorvidt og hvordan klubben vil gøre alvor af sine trusler mod de syngende tilskuere.

En lignende sag har før været taget op af Kick It Out. Det var i 2011, da Tottenham-fans sang noget lignende om den dengang store Tottenham-spiller, Emmanuel Adebayor. Her indrømmede Tottenham selv, at sangen var fornærmende, men ikke racisitsk. Det fordømte Kick It Out.

Og så sent som i forrige uge var en anden Premier League-stjerne ude på de sociale medier med en appel til fans om at nedtone en kontroversiel sang.

Det var Chelseas spanske angriber Alvaro Morata, som bad Chelsea-tilhængerne droppe en sang, hvor de hylder ham for sin målscoringsevner, men samtidig tilsviner rivalen Tottenhams mange jødiske fans.