Blev spået til fiasko – VM har muligheden for at blive legendarisk

Klumme: Jeg har en indrømmelse. 

Da jeg landede i Los Angeles sidste uge - få dage inden kickoff på VM-slutrunden - var jeg ret pessimistisk.

Jeg har rejst i USA mange gange. Og kender amerikanernes indstilling til fodbold, eller soccer, som de kalder det. Det er ikke noget, de bruger meget tid på.

Samtidig har det væltet ind med negative historier op til slutrunden.

Vanvittige billetpriser, visum-problemer for fans og spillere, Iran-situationen, spørgsmål om vandflasker på stadion i varmen, voldsomt dyre billetter for at komme til stadion, FIFA-præsident Infantino.

Man kunne blive ved.

Jeg blev heller ikke just opmuntret, da jeg kort efter ankomst til mit hotel gik på gaden i Downtown LA.

Dem, jeg talte med, havde ikke brugt mange sekunder på at tænke over, at verdens største sportsbegivenhed var lige oppe over. Endda lige i deres baghave. Enkelte vidste nærmest ikke, hvad jeg talte om.

Oh boy! Som de siger herovre.

Det blev ikke bedre af at tage en tur til Venice Beach og siden Hollywood for at quizze amerikanerne i fodboldviden.

Den er nærmest ikkeeksisterende. Kun de virkelig hardcore kan svare på, hvad et gult kort betyder og identificere Harry Kane.

Men siden er der sket noget.

Det hele begyndte i det små, da jeg til åbningskampen tog til LA Memorial Coliseum, hvor over 20.000 ellevilde mexicanske fans var med til at sparke VM i gang.

Og dagen efter var det en decideret fremragende oplevelse at tage på det enorme SoFi-NFL-stadion i Inglewood og se USA åbne turneringen på amerikansk jord.

Stemningen var fabelagtig og kunne måle sig med mange store stadions i Europa.

Måske var der håb.

Direkte optimisme opstod næste dag, da jeg - efter at have taget flyet fra Los Angeles til New York - fandt store mængder brasilianske og marokkanske fans på Times Square.

Det blev fulgt af en hæsblæsende kamp på det kommende finalestadion MetLife i New Jersey mellem de tidligere mangedobbelte vindere og sidste VMs store overraskelse.

Og det er bare blevet bedre, som turneringen er skredet frem.

Vi har set Messi lave et historisk hattrick, Haaland og Mbappe sparkede henholdsvis Norge og Frankrig i gang, det første store chok, da lille Kap Verde fik uafgjort med en europæisk mester og gigant fra Spanien og den nærmest euforiske jubel fra iranere, som på 24 timer fik afsluttet en krig og indledt et VM med to mål. Og mange andre fantastiske øjeblikke.

Siden har jeg set en del kampe på diverse barer. Og selvom vandpausen midt i halvlegene stadig pisser mig af, og de amerikanske kommentatorer hele tiden skal forklare ting, som vi europæere tager for givet, så virker slutrunden til at have en effekt i USA.

Forleden under kampen mellem Elfenbenskysten og Ecuador sad jeg og så den på en bar.

En sort amerikansk kvinde kommer ind og ser med. Hun har tusind spørgsmål.

Hvorfor begynder anden halvleg på minut 45? Hvad sker der, hvis den bliver uafgjort? Hvorfor spiller de videre efter at have rundet 90 minutter? Og en række andre.

Men hun var der. Hun fulgte med. Hun var nysgerrig.

Og sådan har jeg oplevet mange amerikanere, efter VM er gået i gang.

De elsker det spektakel, der er kommet til byen. De elsker de skotske fans på baseball-stadions, de er vilde med tyske fans på roadtrip, de nyder sange på tribunerne og deltager gerne, de kan ikke få nok af de forskellige farverige trøjer i bybilledet.

De er så småt ved at købe ind på VM.

Det er jeg også.

På trods af en svær start og mange fortsatte problemer, så har det her potentiale til at blive en af det bedste VM-slutrunder nogensinde.

Bare Danmark var med.