Mohamed Touré var rasende, da han tog bolden op i hænderne og lossede den ud over sidelinjen.

Og der var slet heller ikke til at fatte, hvad der foregik. Det mener panelet i B.T.s Superliga-podcast Transfervinduet.

»Vi så en, der var fuldstændig håbløs i Viborg-Randers,« lyder det fra journalist Frederik Gernigon, da han sætter ord på den absurde situation.

Her begik dommer Jens Maae en bommert af de større, da han valgte at dømme et frispark til Touré, der havde vredet sig fri af sin nærmeste oppasser og havde spillet sig frem til en gigantisk målchance. Men den blev han snydt for.

Dommer Lasse Graagaard dømmer straffespark til AGF efter VAR-tjek mod Silkeborg.
Dommer Lasse Graagaard dømmer straffespark til AGF efter VAR-tjek mod Silkeborg. Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

I stedet afbrød dommeren spillet og gav Randers og Touré et frispark – en frygtelig byttehandel for 'Hestene.' Heldigvis for dem – og Jens Maae – scorede Touré så efter frisparket.

»Jens Maae bliver reddet af, at Randers scorer i forbindelse med det efterfølgende frispark. Ellers havde han fanme fået på puklen bagefter, er du sindssyg. Det var helt galt, det var helt helt galt,« siger Frederik Gernigon.

Men Maae var ikke den eneste dommer, der spillede en uheldig rolle. Det samme gjorde Lasse Graagaard i opgøret mellem Silkeborg og AGF, hvor han undlod at dømme et klokkeklart straffespark i første omgang.

Han måtte ty til VAR for at få bekræftet, at Mads Freundlichs sumobrydertag på Mikael Anderson skulle takseres med et straffespark.

»Jeg var overrasket over, at det straffespark ikke blev dømt med det samme,« mener vært Jonas Ryefelt.

»Døm den dog med det samme, hvis den er så klar, eller lige sekundet efter, at den er kigget igennem på VAR. Det forstår jeg ikke et hak af.«

Du kan lytte til hele podcasten i din foretrukne podcast-app eller lige her: