Det var en alt for overgearet glidende tackling, der kostede Christian Eriksen dyrt på skadesfronten.

Men den danske Manchester United-stjerne bærer ikke nag til Andy Carroll, som ellers sendte fynboen ud på sidelinjen i 70 dage med en ankelskade tilbage i slutningen af januar.

»Nej, sådan en type person er jeg ikke,« siger Eriksen, da han i Manchester Uniteds podcast bliver spurgt, om han ønsker hævn over den engelske angriber.

»Måske var det anderledes i gamle dage, men nej, jeg har ikke en sort bog, han er kommet i,« griner Eriksen, som dog undrer sig over, at Carroll slap for en straf af dommeren i FA Cup-kampen mod Reading:

Foto: PHIL NOBLE
Vis mere

»Jeg er nok mere bare overrasket over, at han ikke fik gult kort eller lignende. 'Hvad sker der?'. Men ej, jeg er ikke den hævngerrige type.«

Christian Eriksen bliver interviewet i forbindelse med, at han i weekenden vendte tilbage på banen i kamp for De Røde Djævle mod Everton i Premier League.

Skaden kostede Eriksen deltagelsen i 16 Manchester United-kampe på tværs af alle turneringer foruden landsholdets indledning på EM-kvalifikationen i slutningen af marts.

I morgen har danskeren igen chancen for at komme i kamp, når Manchester United møder Sevilla i Europa League-kvartfinalen.