Opdateret: Efter udgivelse har FCKs pressechef sendt et skriftligt svar til B.T. Det er tilføjet til artiklen.

»Jeg er så fucking træt af... Jeg giver jer alt! Jeg giver jer alt, når jeg står her i modgang, og så laver I sådan nogle svinestreger der. Det er så fucking ulækkert! Det bliver jeg bare nødt til at sige.«

Sådan lød det ifølge Midtjyllands Avis fra Jacob Neestrup efter nederlaget til Silkeborg.

FC Københavns cheftræner blev rasende på en journalist fra mediet Bold på grund af en overskrift, han slet ikke mente var inden for skiven.

Det handlede om artiklen 'Neestrup stikker til Moukoko: Spiller med de bedste,' Bold bragte efter kampen, og hvor citaterne stammede fra et interview, Neestrup gav til Viaplay efter 1-3 nederlaget. 

Et interview, du i øvrigt kan se i toppen af artiklen.

Optrinet skete en lille time efter slutfløjtet, skriver Midtjyllands Avis.

Jacob Neestrup og FC København tabte fredag på udebane mod Silkeborg.
Jacob Neestrup og FC København tabte fredag på udebane mod Silkeborg. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

»Jeg står der altid, når vi taber. Altid! Og så har I sateme bare at citere mig korrekt og ikke lave narrestreger med mig,« rasede Neestrup og krævede overskriften ændret over for Bolds udsendte, der i øvrigt ikke selv havde skrevet artiklen.

Senere på aftenen besluttede journalisten bag Bolds skriv selv at ændre overskriften til 'Moukoko blev på bænken: Spiller med de bedste.'

»Det sker nogle gange, at kilder bliver sure over, hvad vi skriver. Men det er sjældent, at vi oplever, at de går over grænsen, som jeg synes, Jacob Neestrup gør her,« siger chefredaktør på Bold, Michel Wikkelsø Davidsen.

»Jeg synes, vi har med en kilde at gøre, der i det her tilfælde er ekstremt fintfølende og har ekstremt tynd hud. Denne her rubrik er i den meget milde ende, og det er en større sag for FCK end for Bold.«

»For mig at se handler det mere om en presset cheftræner, end hvordan Bold laver rubrikker.«

Michel Wikkelsø Davidsen peger på, at episoden på JYSK Park i Silkeborg handler om noget helt andet end en skæv overskrift.

»Jeg synes, at historien er, at en cheftræner overfuser en journalist, der i øvrigt ikke har skrevet den pågældende artikel – uden nogen grund til at gøre det. Det handler om, hvordan man respekterer hinanden og opfører sig over for hinanden,« mener han.

»Det er historien om en presset mand, der bør lade sine frustrationer gå ud over de rette mennesker og ikke en journalist, der slet ikke har noget med den pågældende sag at gøre. Han skulle have opført sig på en helt anden måde, end han gjorde.«

Elias Achouri og FC København havde ikke nogen god fredag aften i Silkeborg.
Elias Achouri og FC København havde ikke nogen god fredag aften i Silkeborg. Claus Fisker/Ritzau Scanpix

I forbindelse med episoden har Michel Wikkelsø Davidsen været i kontakt med FCKs pressechef Kristoffer Skadhauge. 

»Jeg har rakt ud til FCK og bedt dem tænke over, hvordan de opfører sig over for vores journalister. Og jeg har fået en kvittering fra deres pressechef om, at det ikke er sådan, man ønsker at opføre sig over for hinanden.«

B.T. har rakt ud til FCK for en uddybende kommentar. I et skriftligt svar fra FCK lyder det følgende:

‘Man skal selvfølgelig tale pænt, og vores cheftræner har givet journalisten en undskyldning i morges,’ lyder det i svaret, der fotsætter:

'Vi har derudover en god og fornuftig dialog med bold.dk, men vi har naturligvis også en forventning om at de citerer os korrekt og laver rubrikker som stemmer overens med det som bliver sagt. Det var ikke tilfældet her, og derfor ændrede de også artiklen. Det er et fint udtryk for at de godt ved, at det var ved siden af hvad man kan forvente.'

Med fredagens nederlag til Silkeborg har FC København nu tabt to, vundet to og spillet to uafgjorte i de seneste seks Superligakampe. Det fik B.T.s sportsredaktør Lasse Vøge til at udtale, at »kriselamperne blinker løs hos FC København.«

B.T. Fodbold

I ugens episode dykker panelet ned i Danmarks 3-1-sejr hjemme over Grækenland. Der zoomes blandt andet ind på Victor Froholdt, en kontroversiel Riemer-udtalelse og det meget favorable scenarie i Danmarks pulje. Og meget mere. Vært: Lasse Vøge Medvært: Johnny Wojciech Kokborg Producer: Tristan Wieleman Programansvarlig: Niels Philip Kjeldsen