Vanviddet udspillede sig på direkte tv, da Melbourne City-målmanden Tom Glover fik kastet en metalspand i hovedet og forlod opgøret med blodet sivende ned ad ansigtet.

Episoden skete under et Melbourne-derby i Australiens A-League, der endte i kaos lørdag aften australsk tid, da fans invaderede banen efter 20 minutters spil i kampen mellem Melbourne City og Melbourne Victory.

Nu har Melbourne City meldt ud, hvordan Tom Glover har det efter den vanvittige hændelse, som du kan se i videoen i toppen af artiklen.

»Tom blev tilset af vores klublæge umiddelbart efter aftenens hændelse og han blev lappet sammen med flere sting på grund af en flænge i ansigtet. Han blev kørt på hospitalet til scanning og yderligere opfølgende tjeks,« skriver klubben på Twitter.

Foto: WILL MURRAY
Vis mere

Meldingen lød i første omgang fra Melbourne City, at Tom Glover muligvis også havde fået hjernerystelse efter overfaldet.

Situationen på tilskuerpladserne eskalerede, da Tom Glover reagerer på, at en røgbombe bliver kastet på banen. Målmanden vælger at kaste røgbomben tilbage på lægterne og herefter gik det amok.

Fansene på den ene endetribune stormede herefter banen og angreb blandt andet Glover, hvorefter kampen blev afbrudt og ikke genoptaget igen.

Flere australske medier skriver, at urolighederne opstod, fordi storbyen Sydney har fået retten til afholdelsen af de afgørende playoffkampe i A-League. I Melbourne er man stærkt utilfredse med dette, da kampene plejer at blive spillet på de stadions, der har kvalificeret sig til kampene og ikke bliver afgjort på forhånd.

Australiens Fodboldforbund har siden episoden varslet, at den vil få konsekvenser.

»Sådan en adfærd hører ikke hjemme i australsk fodbold. Australiens Fodboldforbund vil straks iværksætte en omfattende undersøgelse, og strenge sanktioner vil følge,« lyder det på forbundets hjemmeside.