Det er yderst sjældent, at homoseksuelle fodboldspillere fortæller om deres seksualitet, og det er aldrig sket i Premier League.

Derfor vakte det da også stor opsigt, at en Chelsea-fanprofil på Twitter forleden proklamerede, at holdets angriber Michy Batshuayi nu var sprunget ud af skabet og havde fortalt, at han var til mænd, over for sine holdkammerater. Belgieren skulle have været klar som homoseksuel i det offentlige som den første i Premier Leagues historie.

Problemet er bare, at historien ikke passer, og det fik Michy Batshuayi gjort glasklart på samme facon, som profilen 'TCD', der slår sig op på at være den bedste kilde til Chelsea-nyheder, havde fortalt om den falske nyhed.

Belgieren joker i et svar til brugeren på Twitter, at historien ikke holder, og at personen bag profilen bare kan spørge sin mor, fordi Michy Batshuayi (nok) i overført betydning har været i seng med hende.

Det svar får 'TCD' til at undskylde, og personen bag forklarer, at han/hun ellers normalt er troværdig.

Det viser sig dog, at 'TCD' også tidligere har lavet den slags falske nyheder, da profilen tidligere har skrevet, at Chelsea-manager Antonio Conte havde sagt noget racistisk til en spiller.

Det viste sig senere også at være forkert, hvorfor 'TCD' trak anklagen tilbage. Og undskyldte.