Sandro Wagner har reageret prompte.

Angriberen blev tirsdag overraskende udeladt fra den tyske VM-trup, og nu har han meddelt, at han har spillet sin sidste landskamp. Han vil ikke længere stille sig til rådighed for landstræner Joachim Löw.

»Jeg træder hermed øjeblikkeligt tilbage fra landsholdet,« lyder det fra Sandro Wagner i Bild.

»Det står tydeligt for mig, at jeg ikke passer sammen med trænerteamet med min åbne, ærlige og direkte måde at sige tingene på. Jeg ønsker kun drengene det bedste i Rusland og håber, at de kommer hjem som verdensmestre.«

Sandro Wagner fik debut på det tyske landshold - mod Danmark såmænd - i juni sidste år, og han har siden scoret fem mål i otte kampe. Heraf et hattrick mod San Marino. Desuden var han med til at vinde Confederations Cup sidste sommer.

Og i vinterpausen skiftede han endda Hoffenheim ud med mægtige Bayern München, hvor han som en slags superindskifter har lavet ni mål i foråret. Et mål pr. 84. spilleminut lyder facit.

Men altså ikke nok til at overbevise Joachim Löw, der samtidig med udtagelsen af VM-bruttotruppen på 27 spillere meddelte, at han har forlænget sin kontrakt som tysk landstræner, så den nu gælder til og med VM-slutrunden i Qatar i 2022.

Ifølge Bild var Sandro Wagner fast overbevist om, at han skulle med til VM i Rusland.

Derfor brød han ifølge det tyske medie sammen i tårer ved tirsdagens Bayern München-træning og måtte trøstes af træner Jupp Heynckes i omklædningsrummet.

»Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke var skuffet. Et VM ville have været stort,« lyder det fra 30-årige Sandro Wagner, der dog konstaterer, at der vigtigere ting i livet end fodbold:

»Mine børn er rigtigt glade for, at jeg nu kan tilbringe en del tid med dem hen over sommeren.«

Sandro Wagner og Bayern München har inden da én kamp tilbage i denne sæson, når der på lørdag er pokalfinale mod Eintracht Frankfurt.

I øvrigt fandt landstræner Löw heller ikke plads til Borussia Dortmunds Mario Götze, der for fire år siden var manden, der sikrede det tyske VM-guld med finalescoringen mod Argentina.

Også den danske landstræner Åge Hareide har i denne uge udtaget sin bruttotrup til VM-slutrunden i Rusland. Du kan se den danske trup her. Onsdag aften var der dog grund til bekymring, da Nickles Bendtner blev skadet i en kamp for Rosenborg, og han skal nu røntgenundersøges.