Nogle havde hørt om Denis Cheryshev før VM i Rusland. Få havde regnet med noget stort fra ham.

Ikke desto mindre var den 27-årige russer en af de helt store helte for værtsnationen, der overraskende nåede hele vejen til kvartfinalen ved sommerens slutrunde.

Med fire mål i de i alt fem russiske kampe ved VM endte Cheryshev på en delt andenplads på topscorerlisten sammen med stjerner som Kylian Mbappé, Antione Griezmann og Cristiano Ronaldo - og kun overgået af Harry Kane med 6 mål.

Nu er Cheryshev dog kommet i modvind, da det internationale anti-doping agentur WADA har bekræftet, at de i øjeblikket undersøger den russiske offensivspiller for brug af ulovlige midler, skriver russiske Sport Express ifølge nyhedsbureauet AFP.

Denis Cheryshev var blandt andet på måltavlen i kvartfinalekampen mod de senere finalister, Kroatien. Vis mere

»Sagen bliver i øjeblikket undersøgt af det spanske anti-doping forbund. De vil informere WADA om resultaterne af deres efterforskning,« citerer det russiske medie en kilde i WADA for.

AFP skriver yderligere, at Cheryshev allerede var under mistanke under slutrunde, hvor hans far afslørede, at sønnen havde taget væksthormoner i forbindelse med at komme sig over en skade.

Faderen afviste dog efterfølgende og påstod, at han var blevet fejlciteret.

Denis Cheryshev spiller i dag i Valencia, hvor han er udlejet til fra Villarreal. Han har tidligere spillet i Real Madrid.