Lyt til artiklen

TV 2 og korrespondent Rasmus Tantholdt blev tirsdag aften afbrudt midt i en live-udsendelse af sikkerhedsfolk fra Qatar.

Samtidig truede en delegation fra Qatar med at ødelægge deres kameraer, hvis de ikke slukkede kameraerne.

Ifølge TV 2 har man ellers de fornødne akkrediteringer, der giver tilladelse til at filme.

Klippet med Rasmus Tantholdt og den truende delegation fra Qatar har fået massiv opmærksomhed – så meget, at historien nu er gået verden rundt. Klippet kan du se i bunden af artiklen.

Foto: Ida Marie Odgaard
Vis mere

Hongkong-mediet HK01 og det vietnamesiske medie Tin Thethao beretter om, hvordan Rasmus Tantholdt er chokeret over den opførsel fra myndighedernes side i Qatar, som han bliver udsat for.

Vores nordiske naboer i Norge og Sverige skriver også om optrinet. Norske NRK har på en teleforbindelse til Qatar snakket med Tantholdt, hvor han forklarer, at episoden fortæller meget om forholdene i Qatar.

»Jeg tror ikke, beskeden fra toppen i Qatar er nået frem til alle sikkerhedsvagterne. Derfor kan man argumentere for, at der er nogle, der har misforstået situationen, men det fortæller samtidig meget om, hvordan det er i Qatar. Der er det, at man kan blive angrebet og truet, når man rapporterer som et frit medie,« siger han til NRK.

Australske The Sydney Morning Herald skriver om den censur, som Rasmus Tantholdt var udsat for og det samme gør engelske Daily Mail.

Senere tirsdag aften skrev Rasmus Tantholdt på sin Instagram-profil, at han og TV 2 har fået en undskyldning fra Qatar.

»Vi har nu fået en undskyldning fra Qatar International Media Office og fra Qatars Supreme Commitee, skriver han helt præcist,« skrev TV 2-korrespondenten i opslaget.