Mens Brøndby kæmper en sej kamp for at komme tilbage på resultatsporet, pågår der i kulisserne et mindst lige så intensivt arbejde for at finde Troels Bechs afløser.

En af favoritterne til at erstatte sportsdirektøren er Mads Davidsen, der har en fortid som træner i Brøndby og i øjeblikket er ved at færdiggøre sit arbejde som teknisk direktør i den kinesiske topklub Shanghai SIPG, som er tæt på sit første mesterskab.

Mads Davidsen har nøjagtig som Troels Bech meddelt sin arbejdsgiver, at han ønsker at stoppe ved årets udgang, og han har i et interview med B.T. fortalt, at han søger nye udfordringer efter syv succesfulde år i Kina.

Nu sætter han så for første gang selv ord på rygterne om en tilbagevenden til Brøndby.

Mads Davidsen ønsker helst at forblive i udlandet.
Mads Davidsen ønsker helst at forblive i udlandet. Foto: CHANDAN KHANNA
Vis mere

»Jeg har ingen kommentar til konkrete klubnavne eller rygter,« indleder Mads Davidsen.

Har din telefon vist nogen danske numre med henblik på et job?

»Jeg har fået to danske henvendelser, men jeg vil ikke være mere konkret i forhold til respekten for de pågældende.«

Men hvordan er det at blive sat i forbindelse med jobbet som sportsdirektør i Brøndby?

»Det er klart, Brøndby står mit hjerte nært efter mine år derude, og jeg taler stadig meget med Pierre-Emile Højbjerg, Riza Durmisi og de gamle drenge, men jeg har som sagt ingen kommentar til konkrete klubber, andet end jeg går efter en karriere i udlandet, som det står nu,« forklarer Mads Davidsen.

Det er halvanden måned siden, at Mads Davidsen meddelte Shanghai SIPG, at han ikke ville forlænge sin kontrakt, og allerede dengang slog han fast, at førsteprioriteten var at fortsætte i udlandet. Det har altså ikke ændret sig trods de danske bejlere, og han afviser at vende hjem til Danmark foreløbig:

»Ja. Jeg er i øjeblikket i dialog med udenlandske klubber, og det er også der, mit fokus er i forhold til min fremtid. Jeg vil gå langt for at blive internationalt,« lyder det fra Mads Davidsen, som ikke har travlt med at underskrive en aftale med en ny klub.

Brøndby er blevet nævnt som næste klub for Mads Davidsen.
Brøndby er blevet nævnt som næste klub for Mads Davidsen. Foto: Ida Guldbæk Arentsen
Vis mere

»Tidsmæssigt kan det være, vi skal hen mod sommeren, da de fleste klubber har planer for sæsonen, og jeg er villig til at vente på det helt rigtige. Jeg er ikke interesseret i bare at have et job,« understreger 36-årige Mads Davidsen, der i den mellemliggende periode heller ikke har lagt sig fast på, om han i det næste job skal fortsætte på ledelsesgangene eller grønsværen som cheftræner.

»Jeg kan se mig selv i flere roller, også afhængig af klubbens størrelse, men et sted mellem det operative og det strategiske er dér, hvor jeg trives bedst. For mig at se er det en gammeldags tanke, at man enten er træner eller sportschef/teknisk direktør. Hele den tanke er i opbrud for et mere flydende brug for knowhow. Jeg har afvist et par muligheder allerede, da enten strategien eller rollen ikke vil være det rigtige for mig. På den måde er jeg meget afklaret.«

Er du også afklaret med, om du kommer tilbage til Europa?

»Nej, jeg har faktisk været i kontakt med klubber på fem forskellige kontinenter, så det kan gå alle veje, og jeg har heldigvis et stort netværk, der hjælper mig,« siger han.

B.T. har talt med Brøndbys storaktionær Jan Bech Andersen om en mulig ansættelse af Mads Davidsen, men han har ikke ønsket at bidrage til spekulationerne.