Philip Billing glemmer aldrig opkaldet fra Kasper Hjulmand.
Et opkald, der i november skabte enorm skuffelse hos den danske landsholdsspiller. Endnu en gang.
For med beskeden om, at han ikke var en del af landstrænerens VM-planer, ramte en ny skuffelse, efter han ligeledes blev sorteret fra ved EM i 2021.
»Det var en hård én at sluge, det vil jeg gerne indrømme. Det var virkelig skuffende at få det opkald,« fortæller Philip Billing fredag i landsholdslejren i Helsingør.
Bournemouth-stjernen kunne da heller ikke lade være med at spekulere på, om det nogensinde ville lykkes ham at blive en fast del af det danske landshold, efter han havde lagt røret på i efteråret.
»Jeg tænkte, jeg måske aldrig kommer til at spille rigtigt for det danske landshold. Det kunne jeg ikke undgå at tænke,« forklarer midtbanespilleren og fortsætter:
»Men hvis jeg bare havde sagt: 'Fint nok', så skulle jeg nok have kigget mig selv i spejlet og derefter lagt mine støvler på hylden og sagt, at fodbold ikke er noget for mig længere. Men jeg giver aldrig op. Og så spoler man frem i tiden, og så sidder jeg her jo igen.«
Kunne du holde ud at se Danmarks kampe under VM?
»Jaja, jeg så dem. Alle tre. Det gjorde lidt ondt, men jeg heppede på dem som altid. Det fylder meget for mig at spille for landsholdet. Det har det altid gjort.«
På trods af VM-skuffelsen er Philip Billing dog igen en del af landsholdstruppen.
Og torsdag kom han på banen i anden halvleg af Danmarks opgør mod Finland i Parken. En kamp, der endte 3-1 til Kasper Hjulmands mandskab.
Søndag aften venter en udekamp mod Kasakhstan.