Rygterne begyndte at svirre, og de kom langvejsfra.

At Premier League-spilleren og manden i periferien af det danske landshold Philip Billing skulle have truffet en stor beslutning. Han skulle ifølge det knap så velkendte medie owngoalnigeria.com have valgt at skifte det danske landshold ud med det nigerianske.

En historie, som det store internationale medie ESPN også tog op, men også en historie, som ikke har meget sandhed i sig.

»Jeg tror, at det er nogle rygter, der kommer ud af ingenting. Da jeg så det, tænkte jeg, at det kunne være godt lige at lave en dansk artikel om det, så folk ikke begynder at tro på det. Jeg så sidste gang, hvordan folk begyndte at spekulere i, at jeg ikke gad at spille for Danmark og bla bla bla,« siger Philip Billing til B.T.

Foto: MOLLY DARLINGTON
Vis mere

Den 23-årige Bournemouth-spiller var en af de store profiler på det danske U21-landshold, der sidste sommer var til EM i Italien. Og siden da er han også blevet udtaget til A-landsholdet. Og det er altså det danske landshold, han vil.

»Det ville være mærkeligt at stille op for Nigeria, når jeg føler mig 100 procent dansk. Jeg har selvfølgelig nigerianske rødder og er halvt nigerianer, men jeg er opvokset og født i Danmark. Jeg har dansk mor, dansk lillebror og dansk lillesøster og en nigeriansk far. Men det er Danmark, jeg ønsker at stille op for. Det er min store drøm,« siger Billing.

Historien om Billing og Nigeria har et lille gran af sandhed i sig.

For der har været kontakt til det nigerianske landshold. En spiller med over 50 Premier League-kampe er naturligvis interessant – også for et nigeriansk landshold.

»Jeg har snakket med træneren, men jeg ved, hvor jeg vil spille henne. Jeg vil spille for Danmark, så den er ikke længere end det,« siger Philip Billing og fortæller lidt mere om den samtale.

»Han sagde bare, at han rigtig gerne ville have, at jeg spillede for Nigeria, fordi der skulle spilles VM og Africa Cup of Nations, som snart kommer. Jeg gjorde det rimelig klart over for ham, at jeg gerne ville spille for Danmark. Det er min store drøm.«

Den drøm kan muligvis blive til virkelighed, når Kasper Hjulmand overtager som landstræner for Åge Hareide. Allerede nu har Billing i hvert fald fået et godt indtryk af den nye landstræner.

»Jeg har snakket med Kasper Hjulmand over telefonen. Ikke om noget specifikt, men vi havde bare en god samtale for at lære hinanden lidt at kende. Ud fra hvad jeg hører, er det noget, jeg ser utroligt meget frem til. Det at spille med landsholdet og forhåbentlig i fremtiden få nogle minutter og få min debut.«

Foto: PETER NICHOLLS
Vis mere

»Jeg har ikke andet end positive ting at sige. Den samtale, jeg havde med Hjulmand, var meget positiv. Jeg tror, der kommer til at ske store ting under ham. Det er min fornemmelse,« siger Philip Billing.

Og dermed skulle den historie om et landsholdsskifte være begravet.

Det håber den 23-årige dansker med de nigerianske rødder i hvert fald.

»Det er forhåbentlig sidste gang, jeg skal svare på, om jeg vælger Nigeria. Jeg kan sige, at jeg er 100 procent på Danmark. Jeg tror kun, det er rygter, og det er for at få folk til at snakke. Men der er overhovedet ingenting,« slutter Philip Billing.