Det er ikke kun antallet af Inter Miamis Instagram-følgere, der er steget voldsomt de seneste dage, som følge af Lionel Messis skifte til klubben. Også billetpriserne er skudt i vejret.

Billetteknologiselskabet Logitix fortæller til TMZ Sports, at der onsdag – samme dag som skiftet blev bekræftet – blev solgt hele fire gange så mange billetter, som de seneste 169 dage tilsammen.

Ikke nok med det, steg gennemsnitsprisen for en billet til Inter Miamis hjemmekampe med 1.400 procent fra 15 dollar til 230 dollar.

Altså fra lidt over 100 kroner til knap 1.600 kroner.

De andre hold i den bedste amerikanske liga, MLS, mærker også Messi-effekten.

Her er gennemsnitsprisen for en billet steget med 374 procent fra 53 dollar til 251 dollar.

Den syvdobbelte Ballon d'Or-vinders kontrakt med den franske storklub Paris Saint-Germain udløber officielt ved udgangen af juni, og derefter går turen altså til USA for familien Messi.

Aftalen med Inter Miami skulle blandt andet indeholde et samarbejde med verdenskendte mærker som Adidas og Apple.

Den argentinske troldmand bekræfter desuden, at han i forbindelse med skiftet til Inter Miami afviste et lukrativt tilbud fra Saudi-Arabien.

»Hvis det havde været et spørgsmål om penge, var jeg taget til Saudi-Arabien eller et andet sted. Der var tilbud om mange penge,« lød det blandt andet.

FC Barcelona var også interesseret i at blive genforenet med klubbens mangeårige stjerne, men Messi valgte altså Inter Miami, der er ejet af det engelske fodboldikon David Beckham.