0-0-kampen var forbi, og FC Københavns spillere stod som forstenede.

Alene, måske to sammen, men mest alene.

FCKs spillere stod opdelt på banen flere minutter efter kampen.
FCKs spillere stod opdelt på banen flere minutter efter kampen.

Der var lagt op til fejringen af 30 års-jubilæet for Nedre C, klubbens legendariske tribune, der lagde grundstenen til den fankultur, som klubben har i dag.

Imens var nutidens mest energiske stemningsskabere sat i skammekrogen på den øvre A-tribune som straf for at have affyret pyro.

Ingen af fanafsnittene kunne være tilfredse med spillet eller den hilsen, de fik af spillerne bagefter, hvor kun Elias Achouri tog den helt store tur rundt for at sige tak for opbakningen i en svær tid.

Få andre fik anerkendt støtten fra lægterne, men de fleste gik duknakkede væk.

»Undskyld, jeg så det ikke,« siger Elias Achouri.

»Så må jeg sige undskyld for mine holdkammerater. Det er det eneste, jeg kan sige.«

Elias Achouri gik den slagne gang og takkede alle på sin vej.
Elias Achouri gik den slagne gang og takkede alle på sin vej.

Heller ikke Neestrup havde set noget.

»Jeg skal passe rigtig på, hvad jeg siger der, for jeg går altid ned i omklædningsrummet for at vinde noget tid - og det gør jeg, når vi vinder, og det gør jeg, når vi taber,« siger FCK-træneren.

»Det gør så, at jeg ikke ser det, du referer til der. Men selvfølgelig skal FC Københavns spillere takke deres fans for støtten uanset, om resultatet har været godt eller dårligt.«

Der var også buh-råb, 'Trøjen forpligter'- og 'Tag jer sammen'-sange.

»Det gør ondt, når vi ikke præsterer godt, men det (Tilråbene, red.) gør ikke ondt på mig. Det er ikke noget, jeg kan hidse mig op over.«

»Det er sådan, det er at være i FC København, og det skal der aldrig laves om på.«

FCK er uden Superliga-sejr i Parken i tre måneder nu.

De er otte point efter AGF i toppen af ligaen.