Man kan være Messi-fan. Og så kan man være rigtig Messi-fan.

I fodboldsammenhæng har den argentinske fodboldlegende Lionel Messi nået toppen af Mount Everest med 32 trofæer hos FC Barcelona og fem kåringer som verdens bedste fodboldspiller.

Det bliver nu hyldet af en af hans største fans, bjergbestigeren Dan Zengluobu, som for nylig flashede en landsholdstrøje med Messi på ryggen, efter han havde klatret 8.848 meter over havets højde for at nå toppen af verdens højeste bjerg.

Billedet af bjergbestigeren med Messi-trøjen gik ikke ubemærket hen hos hovedpersonen selv. Lionel Messi opfangede det famøse billede, og han både lykønskede og takkede ham på sin officielle Facebook-side.

»Tillykke til Dan Zengluobu for at nå toppen af (Mount) Everest, en utrolig præstation. Og mange tak for at vise mig din kærlighed deroppe fra,« skrev Lionel Messi på Facebook.

Lionel Messis opslag har fået over 300.000 interaktioner på Facebook, herunder er billedet blevet delt ikke mindre end 10.000 gange.

30-årige Lionel Messi er lige nu i Argentina med resten af landsholdstruppen. De forbereder sig på VM-slutrunden i Rusland, som løber af stablen i næste måned.

Her er Argentina i gruppe med Island, Kroatien og Nigeria. Argentina har ikke vundet VM siden 1986.

Derfor vil det være Lionel Messis første VM-trofæ, hvis landet denne gang går hele vejen.