Lionel Messi er de seneste dage rygtet til Manchester City, hvor hans gamle mentor Pep Guardiola i dag fungerer som manager.

Guardiola er catalaner, hvorfor det er naturligt, at han fra tid til anden befinder sig i Barcelona, men ikke desto mindre har trænerens ankomst til byen fredag eftermiddag for alvor sat skub i spekulationerne, om den sensationelle transfer af Lionel Messi er kommet et skridt tættere på at ske.

Således er det blevet et stort tema på de sociale medier, at Guardiola har ladet sig fotografere i byen.

Og sammen med Lionel Messis ønske om at komme væk fra Barcelona er der altså skænket op til en stærk cocktail.   

Ifølge den anerkendte spanske journalist Guillem Balague har der allerede været dialog mellem verdens bedste spiller og den tidligere Barcelona-træner Guardiola.

»Pep og Leo har nu talt sammen. Pep har sagt, at hvis han vil væk, vil han prøve at få skiftet finansieret. City træder varsomt, så ingen kan sige, de har stjålet spilleren. Jeg understreger. FCB har ikke åbnet døren for en transfer endnu, og der kan ikke ske meget, før de eventuelt gør det,« skriver han på Twitter.

For det er ikke helt nemt for Messi at få en transer til at ske, og derfor har han bedt klubben om et møde, så han kan undgå en krig med præsident Josep Bartomeu, der omvendt ikke vil slippe sin stjernespiller.

Og godt nok er Messi nummer et over fodboldspillere, og Manchester City har en masse oliepenge fra ejeren, men spørgsmålet er, om de vil gå så langt som at udløse hans frikøbsklausul.

I så fald skal de betale 5,2 milliarder kroner for en 33-årig spiller.