20.000 af 30.000 danske billetter til gruppekampene ved EM er solgt, oplyser DBU og advarer mod snyd.

Ingen har indtil videre købt flere billetter til EM i Tyskland end danskerne, der er hurtigere ud af starthullerne end nogen anden nation.

Det oplyser Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) til Dansk Boldspil-Union (DBU).

Danmark er blevet tildelt 10.000 billetter til hver af de indledende gruppekampe mod Slovenien, England og Serbien. Og 20.000 af de i alt 30.000 billetter er på nuværende tidspunkt blevet solgt.

Danmark tabte sin sidste kvalifikationskamp i Nordirland, men havde allerede sikret adgang til slutrunden i Tyskland. (Arkivfoto).
Danmark tabte sin sidste kvalifikationskamp i Nordirland, men havde allerede sikret adgang til slutrunden i Tyskland. (Arkivfoto). Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Vis mere

Størstedelen af billetterne bliver i første omgang udbudt til de mest loyale fans, men det er også muligt at skrive sig på venteliste til en lodtrækning om en mindre portion, hvis man ikke har nok af de såkaldte loyalitetspoint.

Det har 30.000 indtil videre gjort på en venteliste, hvor man skal være registreret inden 12. december for at deltage. I lodtrækningen får beskedne 1500 personer hver mulighed for at købe to billetter.

Der er med andre ord ualmindelig stor rift om billetterne, men der er flere muligheder - især for de tålmodige.

Uefa har således sit eget salg af billetter til andre afsnit på stadionerne i Stuttgart, Frankfurt og München, hvor Danmark spiller. Også her skal man være registreret inden 12. december for at have mulighed for at købe billetter, hvilket mange allerede har valgt at gøre.

Flest har vist interesse for kampen mod England i Frankfurt 20. juni, så de bedste muligheder for at få en billet vil være at søge til kampen mod Slovenien i Stuttgart 16. juni eller til kampen mod Serbien i München 25. juni.

En helt tredje mulighed er at købe sine billetter i åbent salg. DBU advarer dog mod svindel og snyd og anbefaler at vente til foråret, hvor Uefa åbner en platform til salg af billetter mellem private.

»Vi forstår godt, at danske fans er ivrige efter at få fat i EM-billetter, men vi anbefaler virkelig, at fans bruger deres sunde fornuft og venter på den officielle platform, hvor alt sker under kontrollerede forhold.«

»På den måde undgår fans at betale i dyre domme for billetter, som de måske aldrig ser. Når der er så stor interesse, så er der også svindlere, som bare vil have fansenes penge,« siger DBU’s kommunikationschef, Jakob Høyer.

På Uefas platform vil der være mulighed for at købe billetter til Danmarks kampe, som udlændinge har købt, inden grupperne vil trukket ud, og nu ønsker at sælge.

/ritzau/