Arminia Bielefeld og Hamburger SV ligger fortsat til oprykning til Bundesligaen efter søndagens 0-0-kamp.

Efter 11 års fravær fra Bundesligaen er Arminia Bielefeld på sikker kurs mod en tilbagevenden til den bedste fodboldrække i Tyskland.

Klubben har endda været nede at vende i den tredjebedste række siden, men nu dufter det for alvor af Bundesligaen fra efter sommerferien.

Søndag fik Bielefeld således en tilfredsstillede pointdeling i topbraget ude mod Hamburger SV, der sluttede 0-0.

Dermed fastholder holdet førstepladsen i 2. Bundesliga med sine 53 point foran HSV og Stuttgart, der har henholdsvis 46 og 45 point med syv spillerunder tilbage.

De to bedste rykker direkte op, mens nummer tre får en playoffkamp mod holdet, der slutter på Bundesligaens tredjesidsteplads.

Søndagens kamp bar præg af at være en topkamp, hvor to stærke mandskaber holdt hinanden i et godt greb med få chancer til følge.

Midtvejs i anden halvleg spillede HSV sig dog til chancen, der kunne have afgjort kampen, men Tim Leibolds forsøg ramte stolpen.

HSV var mest toneangivende i anden halvleg, men Bielefeld havde en god periode mod slutningen, hvor angriberen Fabian Klos afsluttede kompetent, men fik sit forsøg reddet af målmanden.

HSV sluttede af med et sidste pres, men Bielefeld holdt stand.

Stuttgart kunne med en sejr have overhalet HSV og sat sig på andenpladsen, da holdet samtidig mødte Holstein Kiel på udebane, men Stuttgart tabte skuffende med 2-3.

Kort før pausen blev Stuttgart ramt af en udvisning, og da holdet i forvejen var bagud med 0-1, så det sort ud inden anden halvleg.

Det lykkedes dog Stuttgart at udligne på et straffespark efter knap en time, men da kampen gik ind i sine 12 sidste minutter, slog Holstein Kiel til med to scoringer på et minut.

/ritzau/