HB Køges fodboldkvinder var på vej mod et stort resultat i Champions League-åbningen ude mod storklubben Arsenal. Stillingen var 0-0, da kampen gik ind i tillægstiden.

Men så fik Arsenal straffespark, omsatte det og tog alle tre point. Det gjorde ondt på danskerne, fortæller holdets erfarne forsvarsprofil Simone Boye.

- Det er jo ikke ufortjent, de vinder, men når man er så tæt på at få en uafgjort med hjem fra Arsenal, så er man virkelig ærgerlig lige nu, siger hun til DR Sporten.

Arsenal var kæmpefavorit hos bookmakerne inden kampen og dominerede da også stort set hele opgøret.

De danske mestre forsvarede sig dog forbilledligt, og målmand Alberte Vingum skulle ikke hive mange redninger frem. Det skulle Anneke Borbe i den anden ende dog i endnu mindre grad.

Men den defensive indsats giver Simone Boye tro på, at der kan ligge point og vente selv mod de store hold.

- Der er rigtig meget at tage med. Det er første gang, mange af pigerne spiller på den her scene, og hvilken debut det var. Vi kan godt være med. Vi kan godt forsvare mod de gode hold, siger Boye.

Det var indskiftede Yukina Sakabe, der begik straffesparket, som Mariona Caldentey omsatte i 93. minut.

RITZAU