I klippet herover kan du høre Liverpool-manager Jürgen Klopp tale om Salah og Karius efter Champions League-finalen.

Sergio Ramos har i den grad stjålet en stor del af opmærksomheden efter denne sæsons Champions League-finale.

Og det skyldes ikke, at han sammen med Real Madrid vandt 3-1 over Liverpool. Det skyldes i stedet, at den spanske forsvarsspiller var involveret i flere situationer, der fik konsekvenser.

Først måtte Mohamed Salah udgå som følge af en duel med Ramos.

Mandag kom det frem, at Liverpools målmand, Loris Karius, der lavede flere gigantiske fejl, spillede en del af kampen med en hjernerystelse - en skade, han angiveligt skulle have fået efter at have fået en albue i hovedet af netop Ramos.

Begge situationer har sendt grimme gloser i Ramos' retning på særligt de sociale medier.

Nu åbner Real Madrid-anføreren op om situationerne i et interview med spanske AS. Om Salah siger Ramos:

»Det er ham, der tager fat i min arm først, og jeg falder ned på den anden side. Hans skade skete på den anden arm, og folk siger, jeg tog ham i et judogreb. Efterfølgende sagde målmanden, at jeg gjorde ham groggy efter et sammenstød mellem os. Nu mangler vi bare, at Firmino siger, at jeg har givet ham en forkølelse, fordi mit sved er dryppet ned på ham,« siger Sergio Ramos.

Mens Liverpools målmand, Loris Karius, spillede hele kampen, måtte Mohamed Salah udgå med tårer i øjnene. Og Sergio Ramos har talt med angriberen efterfølgende.

»Vi har skrevet nogle beskeder frem og tilbage, og han var fin. Havde han fået en sprøjte, kunne han have spillet anden halvleg. Det har jeg selv gjort nogle gange, men det er, som om at når Ramos gør sådan noget, så fylder det bare lidt mere. Jeg ved ikke, om det har noget at gøre med, at når man spiller i Real Madrid og vinder så mange år, så ser folk anderledes på det,« siger Real Madrid-anføreren.