Den mangeårige Superligatræner Glen Riddersholm var stærkt bekymret og samtidig også enormt stolt under lørdagens EM-drama i Parken.

Det var Riddersholm, der i sin tid som U17-landstræner gav Christian Eriksen landsholdsdebut. Og derfor påvirkede det træneren dybt at se Eriksen kæmpe for sit liv, da hjertet pludselig svigtede under kampen mod Finland.

»Det er stadig en svær ting at tale om. For når du er fodboldtræner igennem et langt, føler du altid, at de drenge, du har haft med at gøre, er dine drenge. Det påvirkede også mig i en grad, som jeg ikke har prøvet før. Fordi jeg var ude af kontrol,« fortæller Glen Riddersholm i mandagens episode af B.T. Sports daglige fodboldpodcast, 'Fodbold EM'.

»Det er jo en dreng, jeg har trænet, coachet og sagt godnat til på diverse ture og træningslejre. Det var en forfærdelig tid frem til, at vi fik gode nyheder. Mit hjerte blev revet itu. Det gjorde meget, meget stort indtryk på mig.«

Foto: Friedemann Vogel / POOL
Vis mere

Og mens minutter i uvished tikkede afsted, voksede ængsteligheden hos Glen Riddersholm.

»Jeg gik rundt for mig selv og var meget emotionelt påvirket. Jeg var på et tidspunkt begyndt at indstille mig på, at vi ikke skulle se Christian igen.«

Mens oplevelsen med Eriksens kollaps vakte mange svære følelser hos den tidligere FCM -AGF -og Sønderjyske-cheftræner, blev han fyldt med stolthed, da han så Simon Kjær – som Riddersholm har trænet på FCMs akademi – gå forrest, da panikken var størst.

»Jeg skrev til Simons far, at han har opdraget en gigant. Det er massivt, hvad Simon og holdkammeraterne præsterede i den situation. Jeg er sindssygt stolt af Simon, men det overrasker mig ikke. Jeg har trænet Simon, siden han var en lille knægt, der kom på akademiet.«

Foto: FRIEDEMANN VOGEL
Vis mere

»Han viste, hvad en sand anfører og leder er, og så viste han – hvad mange har svært ved at se hos fodboldspillere – en menneskelig side,« lød det fra Glen Riddersholm.

Mandagens gæstevært i Fodbold EM var i øvrigt komiker Lars Hjortshøj – og du kan høre hele udsendelsen herunder: