AFP melder nu, at den franske fodboldspiller Karim Benzema officielt er blevet sigtet i afpresningsskandalen omkring sexvideoen med den franske landsholdskollega Mathieu Valbuena.

Karim Benzema er desuden blevet bandlyst fra at møde Mathieu Valbuena.

Ifølge AFPs kilder har Karim Benzema erkendt, at han kontaktede Mathieu Valbuena efter anmodning fra en barndomsven, der selv var blevet kontaktet af tre kriminelle. De var angiveligt i besiddelse af en sexvideo. Benzema kom til enighed med sin barndomsven om, hvordan han skulle få sin franske holdkammerat til at forhandle eksklusivt med ham.

Benzema blev onsdag anholdt og afhørt af fransk politi. Han overnattede i fængslet i Paris, og torsdag morgen blev han stillet for en dommer.

Og her skulle han ifølge AFP have erkendt at være involveret i afpresningen af Valbuena. I hvilken grad Benzema er indblandet, vides endnu ikke, ligesom det heller ikke står klart, om han har deltaget i afpresning.

Fransk politi kom på sporet af sagen i juli måned, og Karim Benzema er draget ind i den, fordi politiet har aflyttet mobilsamtaler, hvor de mistænkte har nævnt Real Madrid-spillerens navn - og det var ikke på grund af hans fodboldspil.

De første meldinger onsdag lød på, at Benzema sammen med to sammensvorne havde krævet 150.000 euro af Valbuena for ikke at offentliggøre sex-videoen, hvori Lyon-spilleren optræder.