For lidt over et år siden tiltrådte tyskeren Benjamin Schmedes som fodbolddirektør i superligaklubben Brøndby. Til sommer stopper han igen.

Det oplyser Brøndby i en fondsbørsmeddelelse.

Schmedes er blevet tilbudt et job som sportsdirektør for den tyske Bundesliga og ligaorganisationen DFL, oplyser Brøndby. Der er tale om en nyoprettet stilling.

Han stikker dog ikke af lige med det samme. Det er først til sommer, Schmedes vender hjem til tysk fodbold. Indtil da fortsætter han som fodbolddirektør i Brøndby.

- Desværre er det en præmis, når man ansætter dygtige mennesker, at man kan miste dem, og her har Benjamin fået et jobtilbud, han ikke kunne sige nej til, siger Brøndbys bestyrelsesformand, Jan Bech Andersen, til klubbens hjemmeside.

- Det respekterer vi, selv om vi naturligvis havde håbet at have ham i klubben i længere tid.

41-årige Schmedes kom til klubben fra en stilling som teknisk direktør i den hollandske klub Vitesse.

Og Schmedes slår fast, at skiftet til Brøndby på ingen måde var planlagt til at blive et kortvarigt stop på vej mod en større stilling.

- Det var bestemt ikke planen, at mit ophold i Brøndby skulle stoppe til sommer. Det er kun få uger siden, jeg fik min familie til Danmark, og jeg er en del af en klub, der på kort tid er kommet til at betyde meget for mig, siger han til hjemmesiden.

- Det har været en alt andet end nem beslutning, men muligheden, jeg har fået, er for stor til, at jeg kan lade den passere.

Brøndby skriver, at man allerede har igangsat arbejdet med at finde en afløser. Eftersom Schmedes bliver sæsonen ud og kan planlægge transfervinduet med resten af den sportslige ledelse, føler man sig godt rustet trods opsigelsen.

Schmedes har i sin tid i klubben været med til både at ansætte og fyre Frederik Birk som cheftræner samt ansætte nuværende cheftræner Steve Cooper.

/ritzau/