Rafael Benitez blev mandag fyret af Real Madrid, men han er ikke bitter efter fyringen.

»Nu hvor min tid som Real Madrid-træner er forbi, vil jeg gerne sige farvel til alle på alle niveauer i klubben,« skriver Rafael Benitez på sin hjemmeside.

»Jeg ønsker, at alle fra ledelsen, medarbejderne og alle fansene ved, at det har været en ære at styre den klub, hvor jeg voksede op som person, spiller og træner fra det laveste niveau til førsteholdet. Det har været en ære at arbejde for disse farver. Især vil jeg takke alle på træningsanlægget og på Santiago Bernabéu (Real Madrids stadion, red.), som har støttet mig og gjort mit arbejde lettere. Tusind tak for hjælpen, » skriver Rafael Benitez.

Afløseren for Rafael Benitez bliver den hidtidige træner for Real Madrids B-hold, den tidligere verdensklassespiller Zinedine Zidane.

»Jeg vil gerne ønske min afløser, Zinedine Zidane, held og lykke. Spillerne, trænerne og staben på træningsanlægget og stadion ønsker jeg også held og lykke,« skriver Rafael Benitez, der afslutter sit indlæg med Real Madrid-råbet: HALA MADRID.

Rafael Benitez kom til de spanske rekordmestre i sommerpausen, hvor han afløste Carlo Ancelotti, der blev fyret efter en sæson, hvor klubben kun vandt VM for klubhold. Sæsonen forinden havde italieneren ført klubben til den tiende titel i Champions League/Mesterholdenes Europa Cup.

Flere eksperter har i kølvandet på fyringen ment, at Rafael Benitez ikke havde en chance i Real Madrid, fordi flere af de bedste spillere - med Cristiano Ronaldo i spidsen - var sure over, at Ancelotti blev fyret.