Med mindre landsretten omstøder byrettens dom, skal fodboldspilleren Nicklas Bendtner 50 dage i fængsel efter han tidligere på efteråret knockoutede en taxichauffør i det københavnske natteliv.

»Egentlig har jeg ikke nogen kommentar til sagen,« siger den tidligere håndboldlandsholdsspiller Jens Erik Roepstorff, der er far til Nicklas Bendtners kæreste Philine.

Ikke desto mindre vælger Jens Erik Roepstorff overfor B.T. at kommentere den.

»Jeg synes dommen er hård. For mig er det overraskende, at byretten bygger den på vurderinger i stedet for fakta. I løbet af dagen har jeg fulgt liveopdateringen fra byretten på bt.dk, og her kan jeg læse mig frem til, at der ikke er nogen, der har set, at Nicklas skulle have sparket taxichaufføren,« siger Jens Erik Roepstorff.

Han gik tidligere i i efteråret ind i sagen, da han på Facebook lagde denne besked ud:

Nicklas Bendtners svigerfar, håndboldlegenden Jens Erik Roepstorff, forsvarer nu også fodboldspilleren i sagen om vold mod en taxachauffør.
Nicklas Bendtners svigerfar, håndboldlegenden Jens Erik Roepstorff, forsvarer nu også fodboldspilleren i sagen om vold mod en taxachauffør.
Vis mere

Det skete på baggrund af det, som hans datter, Philine Roepstorff, tidligere havde skrevet i et opslag på Instagram:

»Jeg er glad for, at Philines forklaring holder vand. I byretten blev det slået fast, at det foregik nøjagtigt, som hun har beskrevet. Det eneste der er tvivl om er, hvorvidt taxichaufføren i situationen var truende og om Nicklas derefter handlede i selvforsvar. Philine har oplevet det som om taxichaufføren var truende, men hun er i princippet retslig  uvildig. Som jeg hører det, er de forklaringer Nicklas og Philine har givet 100 procent i overensstemmelse med det, videoerne viser. Det store og altafgørende spørgsmål er, om Nicklas har sparket eller ej, og det svar giver videoerne ikke,« siger Jens Erik Roepstorff.

Efter domsafsigelsen har han talt med sin datter.

»Hun og Nicklas er overraskede, men de vidste godt, at det kunne blive svært. Nu flyver de tilbage til Norge, fordi Nicklas har et job (i fodboldklubben Rosenborg, red.), der skal passes,« siger Jens Erik Roepstorff, der ikke har tænkt sig at ytre sig om sagen endnu engang på Facebook.

»Det kommer ikke til at ske. Jeg fastholder min holdning om, at jeg egentlig ikke har noget at sige til sagen før landsretten har talt. Hvis byrettens dom bliver stadfæstet i landsretten, må Nicklas tage sin straf som en mand. Men man har jo tidligere set domme bliver ændret efter de er blevet anket. Det kan ske igen. Nu må vi se,« lyder Jens Erik Roepstorffs slutreplik.